• 30. maj 2017

Indhold

.

De Internationale fritflyvningsklasser

Fritflyvning er baseret på modeller, som ikke kan kontrolleres efter modelflyveren har sluppet dem. Modellerne er designet så de er selvstabile og derfor ikke behøver menneskelig indgriben for at gennemføre flyvningen. Bortflyvninger forhindres med en såkaldt timer, som får haleplanet til at klappe op i 40 grader. Dette får modellen til at falde kontrolleret mod jorden i en spiral bevægelse. Timer funktionen er med tiden udvidet til at omfatte de første kritiske sekunder efter modellen er sluppet og dette kan give betydelige højde gevinster. Fritflyvende modeller er i dag højtydende maskiner med højt sideforhold muliggjort af kulfiber og sindrige mekaniske arrangementer.  Der er fokus på lavest mulig synkehastighed og derfor flyver modellerne med ret tynde krumme profiler og hastigheder tæt på stallgrænsen.

Antal personer som opnåede point i de tre store klasser i den internationale World cup konkurrence de tre sidste år:

  2009 2008 2007
F1A 361 368 374
F1B 224 220 215
F1C 113 106 110

 

F1A

Er svævemodeller som defineres på følgende måde: Svævemodel som mindst vejer 410 gram, med et planareal mellem 32 og 34 DM startes med en snor som maksimalt må være 50 meter lang ved 5 kgs træk.

I praksis betyder det en model der har ca. 220 cm spændvidde, bygget primært i kulfiber og bestykket med en krog der kan fastholde modellen under højstarten, indtil den slippes fri ved hjælp af høj hastighed. Modellerne er endvidere udstyret med en timer der styrer haleplanet således at den voldsomme acceleration kan udnyttes til en solid højdegevinst. Tidligere var timerne alle mekaniske, men de fleste er i dag elektroniske timere med bedre muligheder for nøjagtig styring af modellen i de første 3 sek. efter snoren er sluppet.

Klassen kendes under alias navnene A2 og Nordic. A2 var den originale betegnelse brugt i Danmark og Skandinavien og Nordic refererer til at klassen internatonalt betragtes som "opfundet" eller i det mindste defineret i Norden. Det kan vi godt være lidt stolte af.

Et væsentligt konkurrencemoment er lokaliseringen af termik, mens der er kontrol med modellen via snoren.  Denne kunst er særlig svær og selv erfarne modelflyvere bliver snydt af hvirvler.

F1B

Er modelfly der drives af en stor langsomt roterende propel, som får sin kraft fra en stor snoet elastik.  Efter elastikken er opbrugt (ca. 45 sekunder), folder propellen sammen og modellen glider mod jorden. Modellerne kan defineres på følgende måde: minimumsvægt på 230 gram, planareal mellem 17 og 19 DM med maksimalt 30 gram motorgummi.

Modellerne er i dag med en spændvidde på 150 cm bygget i kulfiber og styret af en mekanisk timer som regulerer indfaldsvinklen, siderorsudslaget og for nogens tilfælde vingevridet i stiget. Den kraftige styring er nødvendig, fordi elastikken har meget kraftigt moment de første omdrejninger som flader ud til nul, hvorefter propellen klapper og glidefasen indtræffer. Motorgummiet har gennemgået en forædling de seneste årtier og kan derfor lagre mere energi. Konsekvensen af dette har været reduktion i motorgummiets vægt og bibeholdelse af den samlede totalvægt. Denne klasse benytter sig mindst af elektroniske timere, fordi disse med batteri er afgørende tungere end de tilsvarende mekaniske.

Klassen kendes også som Wakefield-klassen, idet den i sin tid blev defineret af flyveinteresserede Lord Wakefield, som udsatte en flot pokal, for at stimulere befolkningens interesse for flyvning.

Ved konkurrencer benyttes der temperatur og vindmålere, samt streamere (lange vimpler i meget let plastic som placeres i toppen af 6-15 meter høje fiskestænger) for at bestemme termikboblernes beliggenhed. Når modellen er sendt af sted kan det ikke laves om og evne til korrekt vurdering af starttidspunkt er selvsagt afgørende.

F1C

Er modelfly som drives af en kraftig forbrændingsmotor, som sender modellen lodret op, hvorefter den glider ned. Begrænsningerne i klassen er max 5 sek. motortid, max 2½ cm3 motorstørrelse og en vægt på minimum 300g x motorvolumen. Brændstoftypen er regelbestemt og udleveres af konkurrenceledelsen på dagen.

En typisk model vejer derfor 750 gram og har spændvidde på 2½ - 3 meter. Da modellerne ikke på grund af præstationerne er udstyret med lyddæmpning, er høreværn tilrådeligt og der kan let opstå klager over støjgener. Under stigeperioden er der gennem årene udfoldet store anstrengelser, for minimering af luftmodstanden, så størst mulig højde nås. Tidligere var der gennemgående flaps (det krumme profil blev delt ca. 50 % fra forkanten og det bagerste var simpelthen flappen) i hele vingens længde og de senere år er folde vinger kommet til. Disse vinger er delt op i 3 sektioner, som foldes ind under hinanden og når stigetiden er overstået foldes vingerne ud i to etaper. Skørt ser det ud, men det virker.

Der er selvsagt store krav til mekanikken, der ikke er masseproduceret og klassen tiltrækker mange super-teknikere. De meget høje tekniske krav gør det samtidig svært for interesserede at begynde i denne klasse.

Klassen hed i gamle dage D2 eller gas.

Termiksøgningen foregår i princippet som ved F1B, dog med den store forskel at F1B skal sendes af sted i termikken, men F1C modellen kan "nøjes" med at møde termikken når, den er færdig med sit stig. Tophøjden er endvidere større, luften er mere jævn deroppe, termikken tiltager med højden, hvilket giver forskel til F1B klassen, når det korrekte starttidspunkt skal bestemmes.