• 24. maj 2017

Indhold

Referat 2011

Bear-cup.

Et dyt i bamsen.

Säkylä, Finland 18. - 20. marts 2011

Arkitektfirmaet Wilhelm Lauritzens Terminal 3 i Kastrup Lufthavn, dannede i år rammen om samlingsstedet for  afsættet  til den finske world-cup konkurrence for fritflyvende modelfly, Bear Cup. Konkurrencenavnet er gennem tiden af mange fejlagtigt blevet opfattet som beer-kop, en uforståelig forveksling, når man får indsigt i den yderst begrænsede mængde af øl, der egentlig indtages før, under og efter  konkurrencen - holdt op imod mængden af den finske nationaldrik Koskenkorva, forstås. Men selvfølgelig klinger Konskenkorva-cup ikke så internationalt. Navnet Bear-cup referer muligvis til, at en del af de lokale - og udenbys -  benyttede lejligheden til at få en ordentlig bjørn på efter konkurrencen. Den danske delegation, bestående af Karsten Kongstad, Jes Nyhegn, Lars Buch Jensen, Steffen Jensen og undertegnede, oplevede under opholdet i hvert fald ingen reelle bjørne, der kunne retfærdiggøre navnet.

Terminal 3 er en smuk bygning og et flot greb, der samler de mange arme og tarme der præger et lufthavnsbyggeri. Terminalen er formet som en gigantisk papirsflyver. 30.000 m² under et tag. Faktisk en overraskende stor bygning, erfarede vi , da Karsten på et tidspunkt mente at have mistet sit boardingpas og vi måtte løbe fra gaten, gennem Security til Check in blot for at konstatere at han havde kortet i baglommen……….

Forud for afrejsen var gået en del logistiske overvejelser om hvorledes 5 mand medbringer 5 modelflyvekasser med 5 modeller i hver. Vi kender alle det poetiske udsagn om, at Saturns ydre ring i virkeligheden består af forsvunden bagage fra luftfartsselskaberne, men der var ingen af os der var i det lyriske hjørne den aften.

Så der var gjort en del spekulationer om at ombygge modelflyvekasserne, så de holdt sig inden for selskabernes bagagemål, forklæde dem som golf-udstyr og lignende desperate tiltag, for at sikre at kasserne kom ubeskadigede frem. Det var da også med udtalt skepsis, vi afleverede vores kasser i terminalens bagageindlevering, der i vores øjne nærmest lignede de maskiner der står på genbrugspladsen og sikrer at småt brændbart virkelig lever op til betegnelsen.

Det skulle alt sammen vise sig ubegrundet. SAS håndterede kasserne problemfrit, og vi kom - på trods af at vi overskred de maksimale bagagemål med adskillige længder, ikke til at betale ekstra for kasserne. Stor ros til bagagefolket i lufthavnene i Kastrup og Helsingfors.

I Helsingfors havde vi lejet en minibus, der bragte os de 2 timers kørsel til Säkylä, en lille landsby, der ligger ved søen Pyhäjärvi. Søen var frossen og dannede således flyvefeltet for konkurrencen. Til stor moro konstaterede vi at derpå søens modsatte bred, lå en lille by der hed Havari. Ikke just det mest oplagte sted at lande.

Jes havde lejet en hytte og en snescooter til os, og begge dele skulle vise sig at være rigtig nyttige, til hver deres formål.

Konkurrencen blev afholdt med startsted 2 kilometer ude på isen, og det var her snescooteren virkelig kom til sin ret. Der var under konkurrencen meget lidt vind og "blandet" sigtbarhed, men kombinationen af et vanskeligt underlag og næsten ingen vind, gjorde det til en udfordring, at få løbet nok fart i F1A- modellerne når der skulle "udløses", et faktum Karsten Kongstad tog konsekvensen af og stoppede efter 3 runde.

Konkurrenceledelsen havde valgt ikke at sætte maxtiden til 3½ minut i første runde, som reglerne ellers tillader. Direkte adspurgt var argumentet, at så var deltagerne fri for at ændre i modellernes DT-tidsindstilling. Det skulle senere vise sig, at af de 51 deltagere, var der 36 der havde fuld tid i den ordinære konkurrence, og konkurrenceledelsen havde herefter uoverkommelige problemer med at skaffe tidtagere til så mange "fly-offere", en situation de kunne have undgået ved at følge reglerne. 

Steffen Jensen var ikke helt skarp på trimmet af sin 6-panelers- model i sidste ordinære runde, og måtte konstatere at modellen fløj trykket og hurtigt i starten, og den klarede således kun 2 min. 42 sek. Steffen indkasserede herved en 40. plads.  

Konkurrencen havde deltagelse/besøg af nogle af fritflyvningshistoriens helt store profiler, bl.a. Victor Tschop og Andress Lepp. Tschop deltog i konkurrencen og fløj sig ind på en 30. plads og Lepp var der for at se sin søn Tambet flyve sig ind på en 10. plads

36 deltagere var som nævnt i 5-minutters Fly-off, heraf 3 danskere.  Lars Buch havde glemt at øge timertiden fra de ordinære 3 minutter til 5 minutter, og modellen DT-ede således efter 3 minutter og var nede på 3:06. Den korte tid fra DT til landing indikerer at modellen dog allerede var langt nede da den DT-ede, men en ærgerlig fejl fra Lars, der resulterede i en 33. plads.

Jes og undertegnede klarede os igennem til 7 minutters fly-offet, hvor vi var i selskab med 22 andre. Et usædvanligt stort felt i et 7 minutters Fly-off.

Jes havde hele dagen fløjet med sin traditionelle elektronik-bunter og præsteret nogle meget sikre flyvninger. Undertegnede havde egentlig planlagt at flyve med en ny model med den meget lovende Nyhegn-timer , men ved trimstarterne før konkurrencen sprang wiren til sideroret og jeg vekslede i løbet af konkurrencen herefter lidt usikkert  mellem mine andre modeller. Ved 5 og 7 minutters fly-offet valgte jeg at flyve med en stor Yablonovsky model med mekanisk timer. Efter F1A-Symposiet i januar, hvor Christian Schwartzbach redegjorde for en teori om kurveradius på bunt-sekvensen, har jeg forsynet mine mekaniske modeller med, hvad jeg kalder for en e-buster, en lille klods, der sættes på bagkroppen som forhindrer haleplanet i at slå helt ned når der buntes. Derved øges den radius modellen bunter med, og man kan forlænge tiden den bunter, for i sidste ende at nå højere op i buntet. Navnet e-buster refererer selvfølgelig til et håb om, at den mekaniske model med denne lille devise, kan "buste" de elektroniske modeller, hvilket skulle vise sig i overvejende grad at holde stik, ved 7 minutters fly-offet.

Da fly-offet startede bevægede langt den overvejende del af deltagerne, herunder Jes, sig frem mod vindretningen og cirklede rundt for at finde indikation af termik. Undertegnede bevægede mig ned i vindretningen, for -  lidt kyllingagtigt at snylte, hvis der skulle komme en model glidende ind over mig. Af mærkelige årsager var jeg ret alene om denne disposition og havde således "luftrummet" omkring mig, for mig selv, hvorimod de øvrige 23 deltagere kæmpede om pladserne "up-front".  Der kom aldrig rigtig nogen modeller jeg kunne snylte på, og da jeg på et tidspunkt fornemmede lidt "løft" havde jeg rigelig plads til at vende modellen, lægge den ordentligt tilrette og "høvle den af". Det er klart jeg undrede mig over at "boblen" havde passeret ned igennem hovedfeltet uden at nogen ville "stige på", men det var jo dybest set ikke mit problem.

Modellen lagde sig rimeligt pænt tilrette og landede efter 5 min. og 54 sek., hvilket rakte til en meget tilfredsstillende 3. plads. Jeg blev således kun slået af Per Findahl der fløj 6:07 og Koszonoszkhin

 der fløj 6:47. Begge har "state of the art" elektronisk udstyr, så e-busteren kom i fint selskab.

Jes havde udløst i neutral luft og klarede 4:26 som indkasserede ham en hæderlig 16.plads.

Ved aftenens præmieuddeling fik jeg for præstationen en lille statuette med en bamse, som nu pryder kaminhylden og minder mig om en fantastisk tur i godt selskab til og en god plads og giver lyst til" flere dyt i bamsen".

 Leif Nielsen