• 23. august 2017

Indhold

Bear Cup 2013

Referat fra Bear Cup i Finland d. 9 marts 2013

Efter en nat i en næsten varm hytte stod de tre dedikerede danskere op med solen og vendte næsen mod isen.

Efter mit første Fly-off dagen før og med en god følelse i maven skyndte jeg at melde mig frivilligt til at tage snescooteren ud på isen. Dagen startede med minus 23 grader og turen på 3 kilometer ud på søen gav et frossent ansigt, der lige skulle varmes op igen.

Kulden gjorde det også svært at samle modeller, det var simpelthen så koldt, at det ikke var muligt at samle en model i et hug. Mindst en pause skulle der til med vanterne på og varme til fingrene før, vi var klar til de første trimstarter.

Jeg valgte en ny model til det mere stille vejr dagen bød på og var tilfreds efter et par trimstarter. Jes og Steffen trimmede også og da første periode begyndte, var der forhåbninger om et bedre resultat på tværs af gruppen end dagen før.

Dagen startede godt for danskerne med max'er hele vejen rundt og den lejede snescooter gjorde hjemhentningen af modeller til en leg. Der var derfor også lidt tid til trimning i løbet af perioderne.  Optimismen steg således igennem de første starter og Steffen begyndte derfor at trimme sin nye all carbon LDA model til en mulig Fly-off. Det viste sig desværre at være en kende for tidligt, da den sixpanel model med traditionelt profil, han havde fløjet med indtil da, stallede hele vejen ned i 4. periode. Jes og jeg var derfor eneste danskere tilbage i et Fly-off felt, der målte 23 ud af 47 deltagere.

Efter 5 problemfri starter havde jeg fået sne ind i kroppen på min model og med det unikke, smukke og kolde vejr fik solen smeltet noget af sneen og det ene hall-element, der sender signal til den elektroniske timer om hvorvidt krogen er fremme eller tilbage, var frosset ubehjælpeligt fast. I en manøvre, hvor alle tre danskere stod bøjet over finmekanikken og som kun kan sammenlignes med at kastrere en myre, fik vi adskilt hall-elementet. Efter at have tørret delene, fik vi samlet det hele og monteret det tilbage i modellen.

Med udstyret igen fuldt funktionsdygtigt og efter et større cirkus, hvor alle havde fået to tidtagere, gik første Fly-off på 5 minutter i gang.

Jeg fik selv sendt min lille Yablonovsky model op med en fin start og den gled smukt i den tykke luft og jeg fik de ønskede 5 minutter.

Jes lagde an til en start, der ville være forsvundet op i himlen, men knækkede linen og fik skudt modellen af ud til siden og fik kun 3 minutter og 17 sekunder.

Jeg gjorde klar til 2. Fly-off og med stor optimisme blev timeren sat op på 7 minutter. Vi var nu 12 deltagere tilbage i Fly-offet og gjorde klar igen. Jeg sendte modellen af sted med dagens bedste bunt og modellen gled smukt derudaf. 5 minutter og 26 sekunder blev det til og jeg endte på en 6. plads.

Mikke Henrikson fra Finland vandt med fuld tid som den eneste i 2. Fly-off efterfulgt af Kosma Huber og John Carter.

Til den efterfølgende spisning og præmieoverrækkelse var den finske gruppe ekstatiske over deres landsmands succes og da de forsvandt til saunaen var humøret højt.

For danskernes vedkommende var det morgenen efter op klokken 6 for at klare den to timers køretur tilbage til Helsinki og fange flyet til København.

Esben Hjorth Jensen