• 29. april 2017

Indhold

Referat 2012

Matfors VT

Tirsdag den 20/3

 

World-cup konkurrencen som bliver afholdt nær Sundsvall, Sverige, får sjældent besøg af danskere - faktisk så sjældent at flere svenskere påstod jeg var den første dansker som havde deltaget i den. Selv om konkurrencen er med færre deltagere, er niveauet og forholdene i top og kan absolut anbefales til andre danskere.

 

Hvert år afholdes den Nordiske mini-turnering "Iceman" som en trojka der starter i Norge, fortsætter i Sverige og slutter i Finland. Den som får flest point sammenlagt i de tre konkurrencer bliver "Iceman", men man kunne ligeså godt kalde trojkaen for verdensmesterskabet i dødluft flyvning. Forholdene er som regel rolige vindforhold og ikke meget termisk aktivitet på frosne søer med masser af plads til alle sider. Sidste år deltog mange danskere i Norge og Finland, men Sverige lokkede mig alligevel, så jeg besluttede mig til at prøve at deltage i Norges og Sveriges konkurrencer i 2012. Det lykkedes mig at kombinere det med en familie skitur til Vemdalen i Sverige der blot ligger 2½ times kørsel fra Sundsvall. Efter en veloverstået konkurrence i Norge drog familien til Sverige hvor vi stod på ski hele mandagen i rigtig fint skiføre. Tirsdag morgen kørte jeg mod Sundsvall og nåede ret sent frem, faktisk så sent at jeg var ved at laste mit grej af bilen ved søbredden mens de ude på isen holdt briefing. Jeg ankom nogle minutter inde i første periode og pakkede min model ud og var klar uden en testflyvning. Jeg blev sat i gruppe sammen med Kosma Huber og Robert Hellgren som begge er dygtige modelflyvere og behagelige at flyve sammen med.

 

De første fem perioder

Det blev for mig hurtigt klart at en meget glat is-overflade, lidt vind og støvler kun med spikes er en skidt kombination, som ikke faldt ud til min fordel. Alligevel valgte jeg at få det bedste ud af det fordi jeg vidste min gode gamle Yablonovsky model glider rigtig godt og den vind som var der, kunne hjælpe lidt til. Undervejs var det ved at gå galt to gange for mig: Første gang i runde tre hvor en snebyge passerede samtidig med at vinden friskede til. Tidtagerne måtte til sidst opgive at følge flyet og stoppede uret som til alt held viste 3:17 som jo er max. I runde fire var vinden faldet til nul og jeg måtte have hele fem forsøg før det lykkedes mig at få løbet nok fart i modellen til et meget beskedent bunt. Modellen fik vel ikke mere end 50 meter ud af det og bremsen gik på 3:07 i blot to meters højde. Dermed var alle mine fem runder max og det samme skete for Robert, som dog hele tiden lå højere i sine bunts end jeg gjorde.

Anderledes gik det for Kosma, hvis model begyndte at stalle umotiveret og det fik han et drop ud af.

Mikhael Kosonoskhin, kaldet  "Mischa" i Sverige kom til at torpedere en finnes model i buntet, selv om flere råbte stop til "Mischa" før han skød modellen af og det regnede ned med to F1A modeller i mange forskellige stykker - et trist syn. Da de fem runder var færdige havde 10 ud af 14 fuld tid.

 

Første Fly-off

F1A folket fik lov at flyve først og de fleste valgte at gå i luften hurtigt. Vi ledte efter luft noget tid og skød så vores modeller af i god luft for de flestes vedkommende. Det betød at der var hele syv som kom videre til anden Fly-off runde. Jeg havde også fået max på en kneben flyvning hvor modellen landede på omkring 5:14.

Jeg var tidtager i Wakefield for en af de fire svenskere og den bedste tid var lige over fire minutter.  Flyvetiderne lå en del under F1A og der var ingen som fik de syv minutter. Dermed var der kun en runde Fly-off i F1B.

 

F1A andet Fly-off.

Nu begyndte det for mig at blive lidt spændende og runden blev fløjtet i gang. Jeg ventede lidt før jeg gik i luften  og lod de første skyde deres modeller af. Da alle havde skudt deres modeller af fandt jeg til sidst noget luft jeg troede på og skød modellen af i et noget "morfaragtigt" bunt som ikke gav nogen særlig højdegevinst. Alligevel var luften rigtig god og modellen landede først på 5:40, som rakte til en fjerde plads efter Robert Hellgren der fløj 6:45. Per Findahl og Mischa havde fløjet 7 minutter og vi skulle derfor havde endnu en runde.

 

F1A tredje Fly-off

Da runden startede, gik Per i luften og begyndte at lede efter luft. Mischa stod stadig og baksede med sin supermodel og kom først i luften efter nogle minutter. Per Findahl skød sin model af i god luft og ca. 20 sekunder efter skød Mischa sin model af i den samme luft. Derfor var det tydeligt at se at Pers model ikke havde helt den samme højde på og selvom Pers model gled marginalt bedre, så endte Mischa alligevel med at vinde med 25 sekunder på en flyvning som var under syv minutter.

 

Konklusion

Konkurrencen er absolut et besøg værd fordi der er gode betingelser og trods alt deltagelse af de bedste på verdensplan, selv om det må betegnes som en lille konkurrence. Stævneafviklingen gik rigtig godt, med Sofia Holmbom som den der holdt styr på perioderne og annonceringerne. Man havde oven i købet arrangeret grill på isen og det virkede for mig som en positiv overraskelse. Derfor kan jeg varmt anbefale dette stævne til andre som har lyst til at prøve det.

Mischa fortalte mig senere at hans model ofte havner over 100 meter i buntet og han har nu helt opgivet flapperne fordi de er mere delikate med mekanikken og kun performer marginalt bedre. Han kunne også genkende følsomheden for turbulent luft som kan ramme LDAérne. En speciel udfordring er at de har svært ved at komme ud af et stallmønster hvis de først er havnet i et.

For mit eget vedkommende glæder jeg mig til at få min egen LDA vinge i luften og se hvad sådan en vinge kan i mine hænder. Endelig står et par Cricket sko højt på ønskelisten når der skal løbes på glat is. Det tror jeg vil hjælpe mig videre til bedre performance i Is konkurrencer.

 

                                                                                                                                                                              Lars Buch Jensen

 

 

1

Mikhael Kosonoskhin

2045

LDA

2

Per Findahl

2020

LDA

3

Robert Hellgren

1631

Flapper

4

Lars Buch Jensen

1570

Traditionel

14

Ossi Kilpelainen

830

Traditionel