• 27. juli 2017

Referat 2009

DM 2009

Igen i år blev der afholdt Danmarksmesterskaber i fritflyvning på de nyhøstede Skjern enge i september måned.

Skjern enge er kæmpe stor og har en beliggenhed tæt på Vesterhavet, som kan give en del vind. Det var desværre også tilfældet i år hvor vinden kom fra nord-vest og den kraftige vind havde fået en del til at opgive på forhånd. Ikke alle der mødte frem, besluttede sig for at flyve, men fløjet - det blev der.

Briefingen startede som planlagt lørdag, hvor vinden dog var for kraftig og starten blev udskudt fire timer, som blev udnyttet til diverse afslapningsformål på skolen. Da vi atter mødtes på pladsen, var vinden faldet en smule og konkurrencen blev startet.

I F1A var det en udfordring at cirkle på grund af vinden, men det lykkedes for de fire kombattanter. På grund af blæsten - vel en 7-8 m/s - blev der fløjet tre perioder med 120 sekunder max tid. I F1B kæmpede Bjarne Jørgensen med blæsten og det så overbevisende ud, fordi der kom tre stk. max i hus mens F1A deltagerne måtte nøjes med mere beskedne resultater. Hugo Ernst fik også en enkelt start i F1C, som ikke resulterede i så mange sekunder.

Tom Oxager og Peter Buchwald havde deres egen lille konkurrence i elastik Chuck.

Da det begyndte at blive mørkt, startede regnen og vi havde tre sikre runder i hus og derfor tog vi af sted til Skjerns pizza restaurant, hvor den stod på fadøl og pizza. Det var helt fint og passede godt efter en dags flyvning. Efter middagen tog vi til Amagerskolen, hvor der for enkeltes vedkommende blev diskuteret fritflyvnings anliggender til langt ud på morgenen.

Resultaterne viste at Jens Peter og Lars lå lige, så det var spændende at se hvad søndagen bragte.

Om morgenen var vinden faldet mærkbart til en 3-4 m/s og max tiden blev derfor de normale 180 sekunder i periode fire. Fjerde periode blev startet og så friskede vinden i slutningen af perioden op til lørdag eftermiddags niveau og vejerudsigten sagde det blev endnu værre!

I slutningen af periode fem var vinden frisket op til 8-10 m/s og der var bred enighed om at stoppe.

Der var ikke egentlig præmieuddeling, men opremsning af resultattavlen og tillykke til de glade vindere. Dernæst vendte folk næsen hjemad efter et veloverstået DM.

Lars Buch Jensen