• 20. oktober 2017

Indhold

Eifelpokal 2005

Sol over Zülpich !

Undertegnede deltog for første gang i den traditionsrige World Cup konkurrence - Eifel Pokal i Zülpich, Sydtyskland. Konkurrencen er en del større end de danske og svenske konkurrencer, hvor der i F1A var hele 85 deltagere, heriblandt en pæn del af den internationale elite.

I Wakefield (gummimotorer) var der hele 62 deltagere, hvilket er det højeste antal deltagere ved en world cup konkurrence i 2005 og 2003, med andre ord usædvanligt mange deltagere. Kvaliteten af deltagerne savnede heller ikke noget med blandt andre stjernerne Bernd Silz (6 stk wold cup sejre i 2005) og Oleg Kulakovsky (verdensmester 2005) fra Ukraine.

I F1C var feltet som sædvanlig snævert, men med topfolk repræsenteret.

Torsdag den 31. august var ankomstdag til konkurrencepladsen, mens den egentlige konkurrence startede for de propeldrevne modeller fredag den 1. september. For undertegnede var det spændende om den tyske nattrafik tillod jeg nåede frem til konkurrencestart fredag morgen, hvor jeg havde meldt mig som tidtager for F1C-folket, fordi jeg først tog fra København torsdag efter arbejde. Jeg kørte sammen med Leif Nielsen, som var taget med for at indsnuse atmosfæren og få inspiration til de næste modelmæssige dispositioner. I praksis betød det vi ca. kl. 4:15 trillede ind på campingpladsen som lå ved flyvepladsen. Det viste sig at flyvefeltet til daglig er en RC-klub med en veltrimmet græsplæne, sikkerhedshegn, festivaltoiletter og vandtank.

F1C

Dagen oprandt med høj sol og ikke ret meget vind med masser af fin termik i løbet af dagen.

Eifel Pokal kører et system med roterende deltagere, hvilket betyder alle deltagerne rykker en plads for hver runde, hvilket jeg synes er fint så man ikke kører fast i uheldige deltager/tidtager kombinationer. Som tidtager gav det mig også lejlighed til at studere forskellige modeller med deltagere og umiddelbart ser det ud som om der i denne klasse er en større lyst til eksperimenter og der ses flere utraditionelle løsninger. Eksempelvis fører Gerhard Aringer fra Østrig Thomas Køsters flapper gasser koncept videre med stor succes og Engelske John Cuthbert benytter modeller med  stor spændvidde som glider fantastisk. Jeg fik også lejlighed til at se hvordan man bremser en motor med 30.000 omdrejninger ned til nul på under ½ sekund uden den skades. Når motorbremsen sætter ind, skydes der massive mængder brændstof ind i motoren, som kvitterer med omgående stop og en sky af brændstof til alle sider. Et forfærdeligt griseri, men meget effektivt. Stort set alle bruger nu foldepropeller og de mest avancerede benytter gearede motorer med større propeller. Hvordan man laver gear som kan holde til at banke i jorden når bremsen går og stadig fungere upåklageligt ved mere end 30.000 omdrejninger er svært at forstå, men det virker altså i praksis.

Fra første runde var mønsteret at dem der havde check på sagerne vedblev at flyve max med en god margin og resten droppede hen ad vejen. Dog skildte Ukrainske Sychov Kolodymyr (nr. tre på verdensranglisten nu) sig ud. Sychovs model er atypisk med lange centralplaner, små ører som peger meget opad og en lav pylon. Sychov var ikke meget for at få taget nærbilleder af sin i øvrigt flotte model, gemte den lidt af vejen hele tiden og gjorde absolut intet for at "mingle" med de øvrige deltagere. Det lykkedes Sychov at droppe hele tre gange, hvilket ikke er specielt imponerende og det drop jeg tog tid på, skyldtes fejlbedømmelse af termikken. I øvrigt fik han sin datter til at hente modellen for sig så snart den var startet. Tænk hvis man kunne lære sine egne børn denne kunst - hvilke muligheder!

Englænderen John Cuthbert landede i en start sin model i en nærliggende hestefold og hans søn gik ind for at hente modellen før hestene trampede den helt i stykker. Matthew måtte dukke sig mens landmanden kastede sten efter ham. Modellen var alt for skadet og blev trukket ud af konkurrencen og Matthew var en kedelig oplevelse rigere.

Men ingen Eifel pokal uden en tur i træerne. Der ligger en lille skov strategisk godt placeret og i løbet af dagen drejede vinden over mod skoven og en del måtte desværre op og klatre.

Ellers gik det slag i slag og vi nærmede os Fly-off med fem deltagere ud af de 17.

Første Fly-off var med 5 minutters maxtid og der var ret død luft, hvorfor det var glideevnerne og udgangshøjden som gjorde udslaget. Hollandske Pieter De Boer og en Schweitzer kom ikke helt i mål (men over 3 minutter), hvorfor der var tre i sidste fly-off.

I anden fly-off runde var der 7 minutters max og tyske Sigurd Seydel lavede klart den svageste start og han havde et ringere glid end Gerhard Aringer og John Cuthberts modeller. Gerhard er i øvrigt ikke uden humor og kalder sin model "Therminator" og udtalt på engelsk med ægte østrigsk Arnold-accent lyder det godt.

F1B

Wakefield foregik samme dag ved en forlængelse af startlinjen og jeg kunne desværre ikke følge så meget med fordi jeg var optaget i F1C, men lidt indtryk nåede der dog at bundfælde sig. Det rekordstore antal deltagere gjorde det særdeles svært for tidtagerne at skelne den aktuelle model fra de øvrige fordi der ofte blev startet mere end 10 modeller inden for 30 sekunder. Selv om gasserne startede samtidigt, kom de væsentligt højere, var større og gled markant hurtigere end de langsomme Wakefields, hvorfor jeg ikke selv oplevede nogen problemer som tidtager i F1C.

En af de mere spektakulære hændelser var da en wakefield tabte hele eller størstedelen af det ene propelblad, men fortsatte stigningen under enorme rystelser og endte med et max. Nogen gange betyder god luft bare alt.

Selv om vejret var ret godt lykkedes det alligevel en del at droppe ud undervejs til Fly-off. Af de mere kendte kan nævnes Mike Woodhouse, Yrjo Waltonen, Victor Rosonoks, Anselmo Zeri, Igor Vivchar og Pim Ruyter. Da de syv runder var overstået var der 14 mand igennem til Fly-off og tidtagerne blev fordelt ved lodtrækning, hvor jeg selv fik tildelt Oleg Kulakovsky fra Ukraine. Oleg tilhører den absolutte elite indenfor klassen (vandt world cup i 98 og 99 og er verdensmester 2005). Der stod da også en absolut topklasse kikkert på trefod klar til tidtageren, da jeg gik ud på startpolen hos Oleg & Co. Jeg foreslog straks min bedagede kikkert "made in USSR" som et perfekt valg, men jeg blev ved venlig overtalelse overbevist om at benytte kikkerten på trefoden. Egentlig ret underholdende. Hornet gik og runden gik i gang. Der gik det første minut med optrækning af motoren og de fleste valgte at starte så snart de var klar. Det virkede som en god strategi, fordi luften var meget død og dagslyset svandt minut for minut. Olegs model fløj som forventet fantastisk godt og var klart i den bedre del af feltet. Til sidst forsvandt den bag horisonten, jeg talte til 10 (højt) og stoppede uret som man skal. Der manglede så blot 8 sekunder for at Oleg fløj de fem minutter, hvilket rakte til en flot tredjeplads. Tyske Peter Mönninghoff gjorde det fire sekunder bedre og amerikanske Walt Ghio fløj som den eneste fuld tid. Bernd Silz måtte nøjes med en mere ydmyg syvende plads i stedet for den "sædvanlige" førsteplads.

 Igen var der ingen som faldt igennem, idet alle 14 fløj mere end 180 sekunder og Walt Ghio blev en fortjent vinder efter en flot præstation i et skrapt felt med lille spredning.

F1A

Om lørdagen var det så konkurrencedag for svævemodellerne og vejret var som om fredagen - stille, lunt og med høj klar himmel. Før konkurrencen havde jeg skiftet min problematiske Spiderwire højstartsline efter den endnu engang var bristet under træningen i Albertslund. Jeg havde efterprøvet styrken og det viste sig det var umuligt at få den til at klare mere end 22 kg træk selvom linen er lavet til 60 kg. Det er i grunden tankevækkende hvor meget en knude kan svække en line. Jeg skiftede derfor over til noget tykkere line af andet fabrikat og oplevede ingen linebrud i konkurrencen.

Planen var at benytte min nyindkøbte model lavet af Igor Yablonovski, men jeg oplevede problemer med at skyde modellen af i buntet fodi den i det sidste træk før den skal skydes af, ikke kan trækkes  lodret fordi, den trækker ud til venstre og udgangshøjden bliver mindre end 40 meter. Så hjælper rigtig gode glideegenskaber ikke. Til Nordic Cup benyttede jeg modellen i kraftig vind og der opstod problemet ikke, men da vinden i Zülpich var svag, kunne jeg ikke få buntet til at virke ordentligt og jeg valgte derfor min egen model nr 12 som jeg ikke havde problemer med at skyde af på en hæderlig måde - selv i vindstille. Hvis vinden skulle friske til, kunne jeg skifte model.

Runde et

Runden startede omkring kl. 8 med ret svag vind, klart sigt, lunt og lidt morgendis her og der. Der var 5 på hver startpol og jeg fik lov at starte som nr 2 efter en tysker. Jeg gik straks op efter jeg var klar og fandt hæderlig luft som jeg skød modellen af i. Modellen buntede fint og lagde sig til at glide i store åbne cirkler mod jorden i fin stil. Uret stoppede på 3 minutter og 13 sekunder som egentlig er en fin tid i stille luft, men et max i første runde var på 3 minutter og 30 sekunder, hvilket derfor var ensbetydende med et lille drop. Fly-off muligheden var dermed forduftet fra starten og min konklusion er at den model nok bare ikke kan flyve mere i sådan en situation.

Runde to

Jeg fik en snak med Leif Nielsen som havde overværet flyvningen og min model fløj en smule Lindner-trimmet, hvilket en nærmere vurdering af vingens indfaldsvinkel bekræftede. Jeg forøgede derfor indfaldsvinklen på den inderste vinge en smule i forhold til den yderste, justerede kurveklappen og haleplanet en smule og gjorde klar til start. Det viste sig at vinden var gået helt i stå, fordi den var ved at vende og at min model havde fået en tendens til at gå generelt mere til højre. Det var en skidt kombination og jeg havde store problemer med at holde modellen på linen, fordi jeg ikke havde åbnet cirkel kurvet op. Modellen blev skudt af i et bunt hvor den trak for meget ud til højre, udgangshøjden blev dårlig og modellen gled kun 2 minutter. Derved var jeg definitivt ude af konkurrencen om World cup point. Hele feltet skulle nu flyttes fordi vinden havde skiftet og der var så en mindre pause i den forbindelse. Jeg benyttede lejligheden til at skrue lidt mere på sideroret og modellen kom i det rigtige trim til runde tre. Jeg fik i denne runde lejlighed til at se Igor Yablonovski lave en lang højstart med masser af halen line ind for at holde flyvefarten oppe. Det så helt rigtigt ud og modellen fløj da også igen max.

Runde tre

Igen i denne runde startede jeg som nr to og nu var der kommet rigtig termik som vor mor lavede den. Jeg fandt en lidt usikker bobbel, men den rakte til de tre minutter og modellen kom ned på bremsen efter at have fløjet over campingpladsen. Leif og jeg tog ud for at finde modellen og retningen viste sig at være direkte mod alle fritflyveres værste fjende - en mandshøj majsmark. Vi kunne dog hurtigt ånde lettet op, fordi en Wakefield fritflyver kom gående imod os med modellen. Det viste sig den gode mand var gået i majsmarken for at forrette sin nødtørft på grund af overfyldte toiletter på campingpladsen, da min model praktisk taget ramte ham i hovedet da han sad på hug med bukserne nede. Ak ja, hvem der blot havde et nose-cam monteret på sin model. Det var nok blevet årets hjemmevideo. Nå, modellen var intakt og var ikke blevet udstyret med ekstra staffage.

Runde fire

Denne runde var for mig ret lig med runde tre. Jeg fandt termik og maxede i sikker stil i en bobbel som denne gang var mere overbevisende. Så blev der kaldt til frokost og en middagspause.

Runde fem

Efter frokosten startede konkurrencen igen under den stærke middagssol med tilsvarende flot termik. Jeg tog en trimstart før perioden og måtte konstatere min model var begyndt at lave flikflak når den gik ned på bremsen. Årsagen var at haleplanet tippede for højt op og jeg havde ikke mulighed for at korrigere problemet men valgte at benytte modellen til denne runde. Jeg fandt en fin termikbobbel og modellen kom ganske højt og sluttede planmæssigt af med bremsen. Modellen gik i halsbrækkende flikflak, men overlevede ved at lande heldigt på den sidste meter. Det var der ikke fremtid i, så jeg valgte at lægge modellen væk mens den stadig var intakt. Jeg måtte så finde min Yablonovski model frem til runde seks.

Runde seks

Jeg var ret optaget af mit problem med buntet på min ukrainske model og jeg benyttede lejligheden til at få en kommentar fra manden selv, idet han stod blot få meter fra mig selv på startfeltet. Igor bekræftede modellen skulle fortsætte med at skære ud til venstre når man trak hårdt før en buntstart. Dermed var der ingen løsning på mit dilemma. Nåh, men jeg valgte at benytte modellen frem for at finde en tredie frem. Det lykkedes mig at finde en kraftig bobbel og få skudt modellen af. Termikken hjalp uden tvivl med at lette starten, hvilket der også er brug for når krogen først åbner ved 8,3 kg krogtræk. Efter sigende skulle Jari Valo fra Finland køre med 11-13 kg åbningstræk - så hvad peb jeg egentlig for. Modellen maxede i fin højde og landede fint ude på marken. Men herefter tog de mærkelige begivenheder fart. 

Modeltyveri og marksprøjtning.

Ved afslutningen af periode seks dukkede en marksprøjtende traktor op i den fjerneste del af marken og arbejdede sig langsomt ned mod startfeltet. Almindelig hensyntagen påbød bondemanden at indstille sprøjtningen men - næh nej - sprøjtes det skulle der. Efterhånden var traktoren ret tæt på og der blev kaldt til pause. Vi stod alle 150 mennesker og iagttog den stædige bondemand som fortsatte sin sprøjtning direkte foran startfeltet. Konkurrenceleder Peter Mönninghoff havde forhørt sig og det viste sig at være en ufarlig substans som var sprøjtet på marken og perioden gik i gang umiddelbart efter dette latterlige mellemspil. Det viste sig at Jes Nyhegn og Pieter de Boer havde besvær med at lokalisere deres modeller efter runde seks og selv en intens eftersøgning bragte ikke modellerne for en dag. Der opstod derfor en lumsk anelse om modeltyveri.

Runde syv

Runde syv gik i gang forsinket og vindretningen sendte modellerne direkte mod en massiv samling buske og hvis man fløj max landede modellen direkte i suppedasen.

Gerhard Aringers dreng havde dagen igennem fløjet bedre end farmand og det var blevet til en del maxer. Junior på omkring seks år spæner bare lige ud, smider linen og modellen looper. Termikken er god og modellen maxer endnu en gang.

Pieter de Boer lavede også en lille opvisning i hvor flot en F1A model kan arte sig når den er ordentligt trimmet. Pieter tændte sin snadde og trak roligt modellen i tophøjde for derefter at bevæge sig fremad 300 meter i adstadigt tempo. Modellen opførte sig eksemplarisk roligt på linen og fulgte med hele vejen. Pieter fandt en fin bobbel og lavede en fornuftig bunt, hvorefter modellen maxede i stor højde direkte mod den farlige kratskov.

Det var efterhånden blevet tid for min egen start og jeg riggede min ukrainske model til. Jeg ventede på et fornuftigt tidspunkt og tog nogle cirkler, hvorefter luften føltes god. Det var tid at skyde modellen af og jeg trak den rundt, accelererede modellen og intet skete! Krogen forblev lukket og boblen trak som en gal i modellen. Jeg trak modellen rundt igen under stort besvær, på grund af termikken og lagde an til en ny start. Modellen trak meget ud til venstre, hvorfor jeg valgte at lade modellen cirkle endnu en omgang i kraftig termik. Tredje forsøg gik bedre og den endte nu i måske 55 meters højde - stadig efter den trak kraftigt ud til venstre. Termikken var næsten passeret forbi og modellen havde svært ved at centrere og udnytte luften fornuftigt. Flyvningen endte i bogstaveligste forstand i trætophøjde i den drilske krat-samling og Leif fik tiden til 177 sekunder. Den gamle, i sin stol siddende, uden kikkert, og ret trætte officielle tidtager mente der var max og i den situation er jeg ikke den som er særlig påståelig. Uanset hvad, betød det ikke en pind i det samlede spil og Leif og jeg tog ud for at finde modellen. Det viste sig at der var en grim overraskelse der ude!

Modeltyveri - del 2

Vel ankommet til den lille kratskov begyndte vi at lede efter min model. Der var fint signal på min walkie-talkie og vi gik rundt og ledte. Vi fandt ret hurtigt Pieter de Boers model som lå UNDER krattet bag en lille jordvold og sjovt nok var hans sender væk samtidig med at frontpladen var forsvundet. En ret mystisk kombination af hændelser.

Efter nogen tids eftersøgning ankom Henning og Jes hvor de stadig var på udkig efter Jess's og Pieters model.

Jess's model var ikke til at finde men Henning fandt min model i træet på et sekund og vi kunne til gengæld udpege Pieters model. Min model fik lidt huller i beklædningen og ellers skete der intet.

Efter en nærmere inspektion af Pieters model og findestedet blev konklusionen uhyggeligt nok forsøg på modeltyveri. Modellen var landet foran skoven og nogen havde flyttet den ind i skoven, skruet frontpladen af, fjernet senderen og lagt modellen til senere genfinding om natten. Pludselig blev det en del mere suspekt at Jes ikke kunne finde sin model. Den var vel blevet stjålet!

Leif og undertegnede var ret overraskede over at noget sådant kan finde sted til konkurrencer, men ifølge rygter på dagen sælges stjålne modeller videre til Rumænske fritflyvere og gerningsmændene er andre østeuropæiske fritflyvere. I dette tilfælde Ukrainere og Baltere. Som kuriosum er der i skrivende stund (20. oktober 2005) ikke offentliggjort en stævnerapport på FAIs hjemmeside. Hvis den var offentliggjort, burde den rimeligvis have nævnt modeltyveri som en hændelse ved stævnet. Men det har man vist ikke haft mandsmod til at gøre?

Første fly-off

Til trods for de underlige begivenheder i buskadset blev der alligevel afholdt fly-off. Dette var lige efter bogen - dvs. helt stille vejr uden termik, hvor det stort set var modellernes glideegenskaber som skabte forskel i resultaterne. Henning havde maxet hele konkurrencen igennem, mens Jes havde droppet 10 sekunder i runde syv. Synd vi ikke så Jes i dette fly-off, fordi han bunter rigtig højt og samtidig ligger meget flot på World Cup ranglisten. Henning kom så langt til trods for sit knæ der ikke er hvad det har været.

Første runde var med fem minutters max tid og 16 deltagere. Jeg så kun første runde fra det tidligere startfelt, fordi jeg valgte at koncentrere mig om at pakke min model sammen, fordi jeg var blevet en smule paranoid over modeltyveri og ikke ønskede at lade min model ligge fremme på marken uden direkte opsyn. Jeg måtte derfor observere modellerne overflyve mig og jeg kunne se de første som startede i perioden fik den bedste luft og passerede mig ca. 25 meter oppe, mens de sidste landede stort set hvor jeg stod. Alle 16 fløj mere end max og 6 klarede de fem minutter, men det er ikke lig med modellernes rigtige dødluft tider, fordi der var bedre luft til de først startende.

Andet fly-off.

Ved denne runde var jeg selv nået op til startfeltet hvor luften var mere død og startfeltet fuldt med hollændere der alle lød som Pim Van de Keysergracht. Max blev derfor sat til ni minutter eller i praksis uendelig. De seks kombattanter gjorde sig klar (her iblandt Henning Nyhegn) og runden blev sat i gang. I erkendelse af at dagslyset var hastigt i aftagende valgte de fleste at skyde modellen af hurtigt og de lagde sig alle til at glide pænt. Henning fløj ind i et par luftlag som var knap så forbrugervenlige og han tabte lidt højde på den konto. Ellers gled flyene alle pænt ned mod jorden. Henning var først nede på respektable 4 minutter og 2 sekunder, mens hollandske Marteen van Dijk vandt med 5 minutter og 10 sekunder. En lille spredning og jeg mener fuldt tiderne reflekterer en moderne F1Aers præstationer i død luft, samt at der ikke er nogen som behøver skamme sig over deres indsats i dette fly-off. Hennings nærmeste konkurrent fik blot et sekund mere end Henning - så tæt var konkurrencen! Marteen blev en flot vinder af konkurrencen og han har i det hele taget fløjet rigtig godt i løbet af året.

Konklusion

Undertegnede deltog for første gang i dette stævne og det er forhåbentlig ikke sidste gang. At man skal opleve modeltyveri er skuffende og man kan kun have medlidenhed med de mennesker som nedlader sig til dette.

Personligt fik jeg alle min egne målsætninger opfyldt. Jeg ville ikke involveres i linekryds, havarier eller opleve omstarter og det lykkedes til fulde. Tidligere har jeg manglet modeller som kan kurve snævert på linen, men i år var dette problem væk med min egen og den købte model. Ved store konkurrencer er luftrummet begrænset og det er meget stressende at lave store åbne, lave cirkler.  Endelig viste det sig også rigtigt at droppe min Spiderwire højstartsline, fordi jeg helt slap for linebrud.

Samtidig er det synd at der mangler offervilje i forbindelse med tidtagning. Da jeg selv var tidtager på propeldagen, var der mangel på tidtagere til de omkring 25 startpoler (kun 1 tidtager pr pol) og der var 85 som deltog i F1A konkurrencen. Dermed må der være omkring 60 F1A modelflyvere som meldte pas. Hvis det var sådan at de trænede intensivt på propeldagen var det OK, men jeg så meget få som trænede under konkurrencen - altså var det for slapt.

Som tommelfinger regel havnede hver tredje F1C-, hver fjerde F1B- og hver femte F1A-deltager i fly-off.

Lars Buch Jensen