• 24. november 2017

Referat 2009

Referat Swedish Cup lørdag den 4. juli 2009

Årets udgave af Swedish Cup startede med bragende termik-vejr fra en høj klar himmel, hvor termikken var til stede lige fra morgenstunden. Desværre viste det sig at termikken var temmelig drilsk, hvilket vi var nogen som fik at mærke som dagen skred frem. Fra Danmark var der hele seks deltagere i F1A: Steffen Jensen, Lars Buch Jensen, Bo Nyhegn, Thomas Røjgaard, Karsten Kongstad og Peter Rasmussen. Peter Rasmussen har jeg ikke set i mange år til konkurrencer og sidste gang erindrer jeg som værende med en Wakefield i hånden - velkommen tilbage Peter!

Konkurrencen blev afviklet som en 5-perioders konkurrence med max tid på 180 sekunder i alle runderne.

Allerede i første runde krævede den svære termik sine prominente ofre, hvor Per Findahl (#3 i World cuppen), Michael Dvorak (#5 i World cuppen) og Michael Woolner (#4 i World Cuppen i F1B) blev ramt. Vores egen Thomas Røjgaard måtte indkassere et stort drop på kun 52 sekunder, hvilket var specielt ærgerligt fordi resten af dagen udelukkende var maxer. De øvrige fem danskere fløj alle max og Peter Rasmussen fløj det endda med en god gammel trævinge model med Cirkeline krog. Thomas Røjgaard fløj med sin gamle hollænder model som desværre forulykkede senere på dagen, hvorefter der blev skiftet over til den endnu ældre hvide model, som viste sig at klare termikflyvningen fremragende. Det så lidt sjovt ud - Thomas startede fra 45 meters højde og bunterne startede i 70-80 meters højde og efter 180 sekunder lå Thomas øverst i boblen.

Den drilske termik fik undertegnede at mærke to gange, den ene gang var det bare en stille og rolig nedvind men i periode fem var det ligefrem ondsindet. En turbulent bobbel løftede modellen til dobbelt højde, hvorefter den lavede en styrtspiral som først blev stabiliseret i 20 meters højde. Det så grangiveligt ud som om den blev fjernstyret af en ikke særlig venligtsindet pilot.

Bo Nyhegn prøvede sin nye model med ny timer og krog fra Jes Nyhegn og det gik virkelig godt indtil periode fem, hvor den drilske termik kostede et fælt drop også her. Det er tydeligt at se det store potentiale denne model har.

Da de fem ordinære perioder var slut, var Steffen Jensen sluppet igennem til Fly-off sammen med seks andre F1A piloter. I pausen op til Fly-off vendte vinden 180 grader og Fly-off blev på en mark jeg i hvert fald ikke tidligere har set vi har fløjet fra. I F1B var der 24 deltagere og det lykkedes også her for syv deltagere at komme i Fly-off.

F1A var først i luften, hvor det lykkedes Rene Limberger at vinde med hele seks minutter og fem sekunder efterfulgt af Robert Hellgren med fem minutter og 18 sekunder. Steffen klarede tre minutter og 45 sekunder som rakte til en femte plads.

F1B fulgte efter, hvor Bernd Zilz vandt en kneben sejr på blot syv sekunder. Tor Bortne fra Norge og Thorwald Christensen fra Sverige repræsenterede Norden på plads seks og syv med nogle hæderlige tider.

Der var ikke nogen deltagere i F1C (brændstofmotorer) og F1Q (den nye klasse med elektriske motorer), men niveauet virkede markant forskelligt i de to klasser. Den bedste F1C tid lå under tiderne for de tre F1Q flyvere og gennemsnits tiderne for de to klasser lå da også mere end 150 sekunder fra hinanden i F1Q´s favør. Man spørger sig selv om det er skriften på væggen for F1C - den bliver erstattet af F1Q som ikke har de samme støjproblemer at slås med. Kun tiden vil vise det.

                                                                                                                                                                              Referent: Lars Buch Jensen