• 13. december 2019

Indhold

Nyhedsbrev 1 - sep 2019

Fritflyvning - Nyhedsmail 9. september 2019

 

Danske præstationer ude i Europa denne sommer

Ved Mura Cup, der blev afholdt i Kroatien 24. august, var der to danske deltagere, som klarede sig ret godt i klasse F1A. Ialt 47 deltagere opnåede resultater, heraf lykkedes det for de 12 at flyve max i de fire perioder, som blev fløjet inden fly-off. De fire perioder startede med 4 minutters max i de to første runder, mens der var almindeligt 3 minutters max i tredie og fjerde periode.

På 13. pladsen finder man Marius, der med tre sekunders drop i tredie periode var så tæt på, som man næsten kan være. Men en flot placering, der også rakte til fjerdepladsen for juniorer.

Marius var i Kroatien med sin far, Jes , der klarede sig endnu bedre, idet han blev nummer to med et fly-off resultat på hele 492 sek. Kun Miroslav Mandichev fra Bulgarien gjorde det bedre, idet hans vindertid blev 523 sek. De første syv fløj over 300 sek. i fly-off'et, og af de fem sidste måtte to rejse fra stævnet uden at flyve fly-off'et.

Knap så imponerende var de resultater, som fire danske deltagere opnåede ved årets Eiffel Pokal-konkurrence i Zülpich, Tyskland. De tre F1A-deltagere Leif, Lars og Carl-Emil havde overhovedet ikke antydning af held i de første to perioder, hvor der var 240 sek. max. Da alle starter var fløjet, var alle tre placeret et godt stykke nede ad listen.

Bedre så det heller ikke ud for Christian, der fløj F1B. Han havde dog lutter maxer - fem ialt - da han valgte at stoppe flyvningerne, fordi hjemhentningen var overordentlig strabadserende. Flyvningerne gik ud over en majsmark, der ikke var høstet, fordi majsen var slået fejl og stod som 1,5-2 meter høje, visne stængler, som man skulle kæmpe sig igennem.

 

Landsmøde og indendørs-træning i Vigerstedhallen 10. november 2019

Det er ikke lykkedes at få Vigerstedhallen den 3. november til afholdelse af først Landsmøde og derefter træningskonkurrence for indendørs-modeller, som vi havde håbet.

I stedet har vi fået hallen og et mødelokale ugen efter, således at Landsmødet kan afholdes først - og når det er slut, kan vi flyve indendørs-konkurrence.

Sæt derfor allerede nu kryds i kalenderen den 10. november. Landsmødet åbner nok ved 9-tiden - der kommer mere præcis indbydelse senere.

 

Danmarksmesterskaber for indendørs modeller

Samtidig med datoen for Landsmødet har vi fået datoen for DM for indendørs modeller 2020 - det bliver afholdt i Vigerstedhallen søndag den 9. februar!

Der kommer en udførlig invitation på et senere tidspunkt!

 

Ny fransk konkurrence fra 2020

Ved dette års Poitou-konkurrence i Frankrig blev det oplyst, at de franske fritflyvere har fået mulighed for at afholde en international konkurrence på en kæmpestor græsmark nord for Lyon. Marken er oversvømmet om foråret - derefter vokser der græs på den. Græsset bliver høstet midt i juli, så marken er dejlig at flyve på resten af sommeren. Franskmændene fortæller desuden, at der sjældent er kraftig blæst på pladsen, da den ligger i en dal.

Det er Didier Chevenard og hans klub, som planlægger konkurrencen på pladsen. Det er tanken, at den skal være en World Cup-konkurrence, dog uden klasse F1C pga. miljø-tilladelser.

 

Et godt projekt for de Bauer-nedskydnings-systemer der ikke bliver brugt

Som annonceret i seneste Nyhedsmail kan du nu donere dit/dine Bauer nedskydningssystemer til et godt formål, hvis du ikke bruger dem selv.

Henning og Hugo vil ombygge dem til nogle enheder, der kan monteres i moderne svævemodeller, som derefter kan overgives i hænderne på unge mennesker, der gerne vil prøve kræfter med svævemodeller, som kan cirkle og bunte. Med en erfaren modelflyver som instruktør kan de risikofrit prøve, hvordan det er - og så snart der er risiko for havari, kan instruktøren trykke på knappen og bringe modellen sikkert til jorden!

DT-systemet skal laves, så det let kan fæstnes på modellerne (f.eks. tapes fast). Henning vil stå for udvikling og fremstilling af systemerne, som - hvis det bliver til noget - bliver klar til næste års sommerlejr.

Og her kommer så opfordringen til jer, der har Bauer-stand-alone-systemer liggende ubrugte: Giv dit/dine systemer til Henning, så han kan bruge dem til at hjælpe nye fritflyvere igang. Kontakt Henning på og fortæl, at du kan og vil forære dit Bauer-system til formålet.

 

Vil du købe en eller flere Texas timere?

En del danske F1S/E36-flyvere anvender de amerikanske Texas eMAX timere. Timerne kan være lidt vanskelige at få fat i, så oftest får vi timerne bragt hjem af modelflyvere, der deltager i amerikanske stævner.

Således er der mulighed for at få VM-deltagere til at hjembringe nogle timere, hvis der er interesse for det.

Man kan få timeren leveret i forskellige versioner - se mulighederne på www.texastimers.com.

Basis-versionen koster 60 dollars - den kan stoppe motoren og aktivere termikbremsen. Den fås i tre udformninger, hvoraf det såkaldte H-layout er langt det bedste (det fylder mindst i modellen).

Man kan for 7,50 dollars ekstra få den med et stik til en Bauer-nedskydning.

Hvis du vil købe en eMAX-timer, så skriv eller ring snarest til mig. Oplys antal samt hvilken version du vil have.

Basis-versionen koster ca. 400 kr. - ønsker du stik til en Bauer-nedskydning, bliver prisen ca. 450 kr.