• 10. december 2018

Indhold

Nyhedsbrev 2 august 2018

Nyhedsmail 30. august 2018

 

Sommerens konkurrencer

Ud over konkurrencerne på Öland, som kort blev omtalt i den seneste nyhedsmail, har danske fritflyvere deltaget i yderligere konkurrencer denne sommer. Her er et par referater, som er landet i inboksen.

 

Franske konkurrencer i sommeren 2018 

Peter og Tom deltog som tidligere år i de store World Cup-konkurrencer i Poitou samt i den mere ydmyge konkurrence "Ved Møllen".Ved konkurrencen i Poitou havde de flyvende selskab af Leif  og Karsten. De havde også selskab af Henning og Hugo, som dog kun var tilskuere.

Her er Peters referat af den danske indsats:

Vi havde også i år en fin sommer i Frankrig.

Det var varmt og særligt i den sidste "spanske" konkurrence blæste det en del.

Resultatmæssigt blev vi i F1Q placeret i den "gode ende".  F1A drengene fløj kun i Poitou konkurrencen. De havde desværre bla en del tekniske udfordringer. Leif oplyste efter konkurrencen, at det nok var den konkurrence, hvor han havde fået flest starter for startgebyret, da han  i mange af starterne måtte benytte sig af 20 sekunder reglen.

Ved møllen vandt Tom F1Q, og han blev nummer to i den Spanske WC efter Maximov . Vi talte en del med Maximov. Han fløj med en stor model med F1B prop, gearmotor mm. 

Som skrevet blæste det en del ved den Spanske konkurrence. Jeg droppede i første samt i tredie start, hvor min  F1Q "blæste rundt" i landingen og knækkede sideror samt pådrog sig flere skader- så jeg stoppede og var derefter hjælper for Tom .

Jeg fløj også lidt F1S ved møllen, men kunne ikke nå at flyve både F1Q og F1S i den afsatte tid til 5 starter - det blæste også noget og landingen var i nogle solsikkemarker som gav ekstra hjemhentningstid

De øvrige danskere kørte hjemad søndag - et par stykker først tirsdag. Så det beslutte vi også - og jeg meldte derfor afbud til F1S (2minuter-konkurrencen), som blev holdt onsdag.

 

En vigtig tilføjelse til Peter's referat fra vores tur til Frankrig :

Peter, som alle ved, er en meget  beskeden mand, undlod at fortælle at han VANDT F1Q i Poitou, nummer to blev Maximov, og jeg blev nummer tre.
Peter vandt også F1Q i Poitou sidste år!
  Tom



 

Tre World Cups i Kroatien

Steffen har sendt nedenstående beretning om de tre World Cups i Kroatien, som en gruppe danske fritflyvere deltog i:

Fire håbefulde danskere tog til Kroatien med drømmen om at komme hjem med hæder & ære - og masser af god flyvning i rygsækken, her hvor sæsonen så småt begynder at gå på hæld.

Vi ankom torsdag eftermiddag og var på pladsen for at trimme lidt. Det var blikhamrende stille, så vi kæmpede hver især med at holde modellerne i luften. Jes var den, som havde det nemmest, da han i stedet for den sædvanlige højstartsline benyttede en gummimotor til sin træning!

Fredag morgen til det første stævne var der tåget og diset, så det tog en rum tid før alle deltagere havde fundet hinanden og organisationsfolkene på den meget store plads uden afmærkede veje. Vind var der stadig ikke noget af da stævnet gik i gang, og Peter og jeg indledte beklageligvis med at droppe på grund af for ydmyge udgangshøjder. Karsten og Jes maxede i F1A, og det blev de så ved med hele dagen, hvor solen for øvrigt skinnede og temperaturen sneg sig over de 30 grader. Jeg havde diverse elektroniske udfordringer, som tvang mig til adskillige modelskift med en enkelt håbløs flyvning som resultat, mens Peter samlede nogle max'er sammen.

I Wakefield gennemførte Jes sit første stævne, og der blev høstet mange erfaringer undervejs......

F1A-flyoff'et blev ingen dansk triumf. Det var igen blevet nogenlunde stille, og Karsten havde svært ved at få piv nok i modellen til en god start, men fik dog en tålelig tid. Jes satsede hele butikken med sin flappermodel, som han umiddelbart inden den officielle start lavede en forrygende trimstart med. Sådan blev konkurrencestarten ikke. Modellen overbuntede ud til den ene side og endte i et spiraldyk, som fik den ned på under et minut. ØV!

Lørdagens stævne blev afviklet i fremragende vejr. Stille om morgenen, lidt luftning i løbet af dagen, lidt overskyet, masser af termik og temperaturer i midten af tyverne. Karsten var så godt i gang med at lave max'er at han fortsatte med det, og kom i sit andet flyoff på turen. Peter fløj også fejlfrit, mens jeg havde en helt håbløs flyvning, da min line sprang i en udløsning, og modellen på grund af chokket utilsigtet dt'ede, mens linen piftene ned og flækkede mit ene øjenbryn. Jes lavede en af de sjældne deciderede dropstarter, da han i en af starterne ikke fik fat i den gode luft, som alle rundt om ham fløj max i.

Til gengæld gennemførte han sit andet wakefieldstævne, og nu var der ved at være styr på det, med flotte flyvninger som resultat.

I flyoff'et lavede Karsten en decideret dårlig flyvning - jeg tror fysisk udmattelse var årsagen, idet hjemhentningen var VIRKELIG hård; Blødt, ujævnt og knoldet underlag med knæhøj vegetation over store dele af pladsen tærede virkelig på kræfterne hos alle. Peter lavede en god start som gav 5.25. Da han senere på aftenen inspicerede højdekurven måtte han dog indrømme, at hvis han havde haft 1/10 sekund længere stigetid og ikke noget fastglide efter bunt'et, så havde han nok fået 45 sekunder mere.

Så blev det et aldeles forrygende tordenvejr om natten, og da vi kørte til pladsen søndag morgen, var vi i tvivl om, hvorvidt der ville kunne afvikles et stævne på grund af vind og vand.

Det gik imidlertid noget bedre end forventet i de første runder, hvor det godt nok blæste en del, men ikke mere end der kunne flyves. Det var dog tydeligt at de foregående dages strabadser havde tæret på kræfterne, så dels mødte der færre op til dette stævne end til de to foregående, og dels var der er tydelig tendens til at folk indstillede flyvningen, hvis de droppede. Karsten ville ikke have tre på stribe, så han agerede hjælper hele dagen, Jes knækkede tippen på sin wakefield og lavede et drop i F1A, og så krøb han i læ. Det samme gjorde Peter efter tredie runde. Jeg fortsatte, selv om det efterhånden var en noget barsk forestilling med vind meget tæt på aflysningsgrænsen og i tilgift en del regn. Alligevel fløj jeg og nogle få andre femte start, hvorefter stævnet blev indstillet. Efter nogen venten blev det besluttet at annullere femte periode, og så lade deltagerne med fuld tid gennemføre et flyoff så sent på dagen som muligt. Vi overværede det ikke, men det er tydeligt at se på tiderne, at der blev valgt en DT-flyoff løsning.

Jeg kan varmt anbefale disse stævner. Pladsen er fremragende, stævneledelsen kompetent og stemningen god.

 

 

Et par ord om Eifel Pokal-konkurrencen

Der var kun to danske deltagere i årets Eifel Pokal i Tyskland.  Christian deltog i wakefield, mens Lars deltog i F1A.

Pga. forpligtelser hjemme i Danmark kunne Christian kun være der på wakefielddagen om fredagen, mens Lars først ankom lørdag morgen, hvor F1A-konkurrencen skulle afholdes.

Christian har sendt følgende referat af sine oplevelser:

Konkurrencen i går var plaget af kraftig vind. Jeg fløj tre flyvninger, alle max 180. De kom 760, 985 og 1600 m væk, på tilbagevejen fra den sidste besluttede jeg at stoppe. Flere andre gjorde det samme. Maxtiden blev sat ned til 120 og de hårde drenge fortsatte. 9 har fuld tid. Flyoff søndag morgen. 

I dag er vejret ikke bedre for F1A. Jeg var på pladsen tidligt, hvor jeg hjalp Lars med hans første start. Udløsningen var ikke så god, så Lars indledte dagen med en flyvning på kun 99 sek.

Derefter var jeg nødt til at forlade konkurrencen for at kunne være tilbage i Danmark søndag aften.