• 25. april 2017

Indhold

Nyhedsbrev 7 - 2016

Fritflyvnings-nyhedsmail nr. 7 - 07.12.2016

 

Indhold

·       Performancereducinginitiative (PRI)

·       Kommende Klubmøder

·       Tyske fritflyvningskonkurrencer i 2017

·       Kalender

 

Forsinket forslag om regelændring

Leif har sendt nedenstående indlæg med krav om optagelse i førstkommende nyhedsmail på trods af, at tidsfristen for indsendelse af regelforslag til næste års CIAM-møde forlængst er overskredet:

 

"Performancereducinginitiative (PRI)" i F1A

I de internationale fritflyvningsmedier - og herhjemme - skrives der for tiden meget om problematikken, at modellerne nu yder betragteligt mere end tidligere, og man overvejer at indføre alskens elektronisk regulering, ændre modelspecifikationer, ændre konkurrenceformen m.m., alt sammen med henblik på at nedbringe antallet af deltagere i fly-off-runderne.  Nogle af forslagene rører ved selve fritflyvningens DNA og vil ændre på grundprincippet om at konkurrenceformen går ud på, at optimere og registrere den tid modellen flyver frit i luften (En tilstand der formodentligt har givet sporten sit navn: Fritflyvning)

…. Men i mine øjne er virkeligheden en anden:

Modellerne svæver ikke bedre end de gjorde for 10 - 15 år siden - men de kommer højere op i højstarten, og for nu at pensle det ud så betyder en øget udgangshøjde - alt andet lige og uden termik - at modellerne svæver frit i luften i længere tid. Der går m.a.o. længere tid fra modellen udløses fra højstartslinen, til den lander på jorden, og dermed får sportsudøveren noteret en længere flyvetid, for derved potentielt at øge sine muligheder for at komme igennem med fuld tid i de ordinære runder til fly-off-runderne.

Udgangshøjden for modellen (og dermed flyvetidens varighed) er styret af to forhold. 1: Det i sportingcode section 4c Volume F1 Part 3.1.2 og 3.1.11 a) beskrevne udstyr, der regulerer afstanden mellem piloten og modellen, samt 2: Pilotens evne til at optimere udnyttelsen af den energi modellen tilføres under højstarten.

Jeg har et sløret billede af en metode til at reducere antallet af fly-off-deltagere på. Jeg har faktisk markedsført denne ide ved det seneste landsmøde, uden at det dog kunne påkalde sig landmødets helt store interesse - nå jah - det havde faktisk slet ingen interesse.

Jeg har tænkt lidt over hvorfor ideen ingen tilslutning fik på landsmødet, for jeg oplever, at forslaget udmærker sig ved ikke at påvirke modelspecifikationer, der skal ikke opfindes nye konkurrenceformer eller indkøbes avanceret elektronisk udstyr og der skal kun ændres et enkelt ciffer to steder i sportingcoden. 

…..Efter nogen tids funderen, er jeg kommet frem til, at det nok lige præcis er dét, der er galt med ideen: Det er simpelthen for nemt.

Derfor tror jeg ideen skal "markedsføres" ved at man kalder den "Performancereducinginitiative (PRI)", Det lyder ret avanceret og skide amerikansk. Så skal man forklare den med indviklede formler - der må gerne indgå både og  i udredningen, og ligeledes skal ændringsforslaget til sportingcode section 4c Volume F1 Part 3.1.11 a) og 3.1.2, hvor udstyr der regulerer afstand mellem piloten og modellen, udformes med komplekse uigennemskuelige formler, der dog skal have den automatik indbygget, at uagtet hvilke variable faktorer der tilføres formelen, vil resultatet altid ende i 40.

….så tror jeg den glider ned - hurtigere - modellen……….altså.

God jul.

/Leif

 

Klubmøder i 2017

Næste klubmøde finder sted hos Per den 10. januar fra kl. 19.00. På dette klubmøde skal vi fastlægge steder og datoer for de kommende møder, så foråret er dækket ind. Har du lyst til at lægge hus til, så sig til. Og kommer du ikke til mødet hos Per, så send en mail til fritflyvning(a)outlook.dk med eventuelle tilbud!

 

Internationale konkurrencer i 2017

I en tidligere nyhedsmail blev der slået på tromme for at man er mere opmærksom end hidtil på de fritflyvningskonkurrencer, der bliver afholdt i vore nabolande. Dem har vi endnu ikke fundet så mange af for 2017,  men den internationale kalender fra FAI er på plads.
Leif har sendt et link fra ThermikSense, som oplyser om en FAI-stævnerne:

http://www.thermiksense.de/index.php/termine/581-termine-international.html

 

 

Kalender

·       Tirsdag den 10/1 2017 er der Klubmøde kl. 19.00 hos Per

·       Søndag den 26/2 2017: DM for fritflyvende indendørsmodeller i Vejle Idrætscenter, Willy Sørensens Plads 5, 7100 Vejle fra kl. 10.00 til ca. 16.30. Der flyves i klasserne P-15, P-40, Peanut, Lillflygar'n, A6, Easy-B (F1L), Living-Room-Stick/Mini Stick, F1D, F1D-begynder (F1M). Se i øvrigt indbydelse i Modelflyvenyt 6/2016

 

 

Kontakt

Send dine indlæg til nyhedsmailen til fritflyvning(a)outlook.dk

Kontakt Per