• 24. april 2017

Indhold

Nyhedsbrev 8 - 2017

Fritflyvnings-nyhedsmail nr. 8 - 04.01.2017

 

Indhold

·       Godt nytår

·       Jes årets FAI pilot 2016

·       Klubmøde 10. januar i Nivå

·       Californiske konkurrencer i februar

·       Kalender

 

Godt nytår til alle!

Hermed godt nytår til alle fritflyvere og jeres familier! Jeg håber, at det nye år vil byde på mange aktiviteter, så vi ofte kan samles om vor fælles interesse!

Per

 

Jes udpeget som årets FAI Pilot 2016

Eliteudvalget under Modelflyvning Danmark har udpeget Jes til at være årets FAI Pilot 2016.

Det er andet år i træk at Jes tildeles denne hæder. Læs Steffens gennemgang af baggrunden for udnævnelsen:

Jes har på grundlag af en stribe fremragende resultater opnået en samlet 2. plads i World Cup'en i klasse F1A. Da Jes har deltaget i 17 - Sic!! - internationale stævner i løbet af året kan vi ikke nævne dem alle, men de tre førstepladser og den andenplads, som giver det samlede resultat skal nedenfor kort omtales.

Det skal også nævnes, at Jes i hele første halvår ikke blev noteret for et eneste drop i ordinære konkurrence starter.

Et par af "kikserne" må også hellere få lidt omtale, så det ikke bliver en ren heltehistorie!

Årets første sejr blev vundet i Rumænien til det stævne som hedder Szabó Miklós Memorial. Her vandt Jes over 87 andre deltagere, i det fantastisk spændende, dramatiske og medrivende stævne som er beskrevet i Modelflyvenyt nummer 3/2016. Han vandt først i 3. flyoff runde efter et forløb, hvor jeg var ved at komme i håndgemæng med konkurrenceledelsen på grund af deres dilettantiske og sportsligt ukorrekte afvikling af stævnet.

Den anden sejr blev hentet i vidunderligt vejr i Jylland, hvor Jes snuppede palmerne ved den første udgave af Jutland Heat Cup ved at slå Peter R og Rudolf i flyoff'et. Den tredje sejr blev hentet i Sverige til Danish Cup, denne gang efter et meget vanskeligt stævne med svære forhold, hvor han sejrede med en margin på 9 sekunder i flyoff starten til Dirk.

Det sidste "tællende" resultat var en andenplads i stævnet Salonta Cup, hvor Jes blev slået med 15 sekunder af Per F. Dette har samlet givet Jes 208 points i World Cup'en , - men han har faktisk samlet set scoret imponerende 380 points. Den bliver godt nok svær at slå en anden gang ..... (Word Cup resultatet udgøres af de fire bedste resultater i kalenderåret, red.).

Blandt de gange hvor det kun var "lige ved" vil jeg sent glemme flyoffstarten til North Americas Cup i Californien i Februar. Dem der har set pladsen ved, at der ved den ene afgrænsning af flyvepladsen er en kunstig høj på vel ca. 20 meters højde. Da perioden blev fløjtet i gang satte Jes kursen over mod den, og besteg den med modellen på linen for så at udløse oppe på toppen i det håb, at luften var så rolig at det ville give ham en fordel. Spektakulært, - men helt uden effekt, hvilket hans fader heller ikke var sen til at bemærke. (Noget teori med at luften jo følger overfladens konturer og den slags...)

Et andet tilfælde var til et stævne i Polen, hvor der trak et tordenvejr ind over pladsen midt under flyoff'et. Alle mennesker med sund fornuft ville have skyndt sig at udløse modellen så de ikke løb rundt med en lang "lynfanger", men Jes kæmpede for sejren, - som muligvis kunne have givet han den samlede sejr i World Cup'en så han blev ved med at højstarte indtil der kom termik forbi. Desværre var det så samtidig blevet så mørkt og usigtbart på grund af uvejret og regnen at tidtagerne ikke kunne se modellen under hele flyvningen, så topresultatet udeblev.

Steffen

 

 

Klubmøde i Nivå tirsdag den 10. januar fra kl. 19.00
Næste klubmøde finder sted hos Per i Nivå den 10. januar fra kl. 19.00.

På mødet skal vi bl.a. gennemgå nationale og internationale konkurrencer i 2017.
Vi skal også fastlægge datoer og steder for de kommende klubmøder.
Send meget gerne en mail eller SMS om hvorvidt du kommer!

 

Stor dansk deltagelse i Fab Feb-konkurrencerne
De californiske konkurrencer i februar får mange danske deltagere. Et større antal F1A-flyvere er tilmeldt, mens deltagelsen i F1B og F1C er mere beskeden med én dansk deltager i hver af klasserne.
Skulle nogen af danskerne have lyst til at blande sig i F1S/E36-konkurrencen, har Per en veltrimmet model, som kan overtages for et symbolsk beløb, så vi kan få dansk deltagelse i denne klasse (og måske nogle observationer af, hvordan amerikanerne flyver E36/F1S).

 

Kalender

·       Tirsdag den 10/1 2017 er der Klubmøde kl. 19.00 hos Per, Nivå

·       Søndag den 26/2 2017: DM for fritflyvende indendørsmodeller i Vejle Idrætscenter, Willy Sørensens Plads 5, 7100 Vejle fra kl. 10.00 til ca. 16.30. Der flyves i klasserne P-15, P-40, Peanut, Lillflygar'n, A6, Easy-B (F1L), Living-Room-Stick/Mini Stick, F1D, F1D-begynder (F1M). Se i øvrigt indbydelse i Modelflyvenyt 6/2016

 

 

Kontakt

Send dine indlæg til nyhedsmailen til fritflyvning(a)outlook.dk