• 20. oktober 2018

Indhold

Nyhedsbrev august 2018

Nyhedsmail 23. august 2018

 

Fritflyvnings-referater i Modelflyvenyt

I sidste nyhedsmail skrev jeg, at der ville komme referat fra det uofficielle nordiske mesterskab i klasse F1S.

Og jeg kan forestille mig skuffelsen hos de mange forventningsfulde læsere af nyhedsmailen, da de opdagede, at det pågældende referat ikke dukkede op i Modelflyvenyts august-nummer. Der var heller ikke referat fra Jutland Heath Cup eller årets Danmarksmesterskaber, som blev afholdt i forlængelse af Jutland Heath Cup.

I det hele taget var der ikke andet fritflyvningsstof i bladet end en lille notits om, hvordan en bortfløjen model fandt tilbage til sin ejer ....

Jeg spurgte redaktøren, hvorfor referaterne ikke var at finde i bladet på trods af, at de var afleveret i god tid inden deadline. Hun svarede, at det ene referat skulle ligge over (men skrev ikke hvorfor), og at hun ikke havde set det andet referat, fordi det lå i den samme mappe som det første referat.

Jeg vedhæfter referaterne til nyhedsmailen, selvom det vel efterhånden er blevet ret uaktuelt stof.

 

Scandinavian Free Flight Week 2018

I forlængelse af ovenstående skal det her nævnes, at alle tre World Cup konkurrencer ved Scandinavian Free Flight Week på Øland i Sverige blev afholdt. De to første - Swedish Cup og Danish Cup - blev gennemført med fem starter plus fly-offs, mens Norwegian Cup kun nåede tre ordinære starter, før F1A og F1B blev afgjort med DT-flyoffs.

Det var flot vejr - desværre med lidt rigeligt vind i nogle af perioderne. Men solen skinnede - og dermed levede Øland op til det velkomstskilt, der står ved foden af broen, som fører fra Kalmar og over på Øland. Der står: "Velkommen til Øland - Solens og Vindens Ø"!

Der blev ikke plads til den fjerde konkurrence - "Small Swedish Cup" - hvor man flyver de små klasser - især F1H og F1S. Det var lidt ærgerligt, men arrangørerne har antydet, at man næste år vil lade de små klasser indgå i alle tre World Cups.

Resultaterne for de tre konkurrencer kan ses på hjemmesiden www.norbergsfk.se, hvor man finder links ved først at klikke på linket til "Swedish Cup" og derefter gå til resultaterne for de enkelte World Cups.

Af de danske resultater er der især grund til at nævne Steffen flotte andenplads i Swedish Cup i F1A og Jes fjerdeplads i Danish Cup i F1A. Det blev også til en dansk førsteplads - jeg vandt som eneste deltager F1Q til Norwegian Cup.

 

Flyvedag på Kongenshus Hede den 22. eller 23. september

Der inviteres hermed til hyggeflyvning  på Kongenshus Mindepark i weekenden 22.-23. september. Der flyves kun den ene af dagene.

Vejrudsigten fredag morgen den 21. september bliver bestemmende for, hvilken dag der bliver valgt som flyvedag. Alle, som har tilmeldt sig på mail, vil få tilsendt en mail, der fortæller, om vi flyver lørdag eller søndag.

  • Klasser: Alle undtagen modeller med forbrændingsmotor
  • Startgebyr: 0,00 DKK
  • Præmier: Ingen
  • Tidsplan: Vi mødes ved hotellet kl. 10 og aftaler startsted og evt. perioder mm.
  • Forslag: Vi flyver motorklasserne uden brug af termiksøgningsudstyr, og svævemodellerne har max fem minutters slæbetid (tid på linen)

Tilmelning senest 20. september til Jørgen Korsgaard - mail

 

Modelflyvning Danmarks puljemidler

I nyhedsmailen fra juli skrev jeg dels om Modelflyvning Danmarks puljemidler generelt og om muligheden for at udgive en ny, opdateret fritflyvnings-håndbog i stil med den, som Jørgen Korsgaard og Kjeld Kongsberg tegnede og skrev tilbage omkring 1970.

Der er ikke kommet forslag til ansøgning om puljemidler - og jeg har modtaget et par overvejende negative kommentarer til mit forslag om at lave en ny fritflyvnings-håndbog. Kommentarerne kan i overskriftsform gengives som, at der er ingen unge mennesker idag, som gider beskæftige sig med fritflyvning - og at fritflyvning under alle omstændigheder vil uddø i løbet af de næste 10-15 år.

Lidt deprimerende at være formand for de danske fritflyvere, når ovenstående er det vildeste man åbenbart kan svinge sig op til for at styrke interessen for vores enestående hobby/sport.

Nå - lad det ligge - en moderne fritflyvnings-håndbog skal nok være tilgængelig på internettet, så jeg afventer, at Modelflyvning Danmarks nye hjemmeside for alvor går i luften. Det må være stedet at propagandere for fritflyvningens velsignelser.

 

Landsholdssamling 2019

Udtagelseskomiteens formand Steffen har fornylig sendt en mail til de seneste års deltagere på fritflyvningslandsholdet samt til dem, som har været tæt på at kunne komme i betragtning.

Det drejer sig om den såkaldte "Landsholdssamling", som er et to-dages møde for alle topflyverne i Modelflyvning Danmark. Samlingens formål er at udveksle erfaringer mellem modelflyvegrenene, så man kan inspirere hinanden til forbedringer af forberedelser, træning, flyvning og hvad der ellers er vigtigt for at opnå topplaceringer.

Landsholdssamlingen bliver den 12. og 13. januar 2019 - stedet er endnu ikke annonceret.

Steffen skriver i sin mail:

"Det er - endnu! - ikke en absolut betingelse for at modtage landsholdsstøtte, at man deltager i denne samling, men det snerper derhenad, og det vil som minimum være forventningen, at de personer som på dette tidspunkt er udtaget til VM i Californien deltager."

Så hvis du har seriøse ambitioner om at deltage i VM på Lost Hills i Californien til næste år, vil det nok være en rigtig god idé at reservere weekenden den 12.-13. januar!