• 16. september 2019

Indhold

Nyhedsbrev jan 2019

Fritflyvning - Nyhedsmail 3. januar 2019

 

Godt nytår - og godt flyve-år!

Godt nytår til alle modtagere af denne nyhedsmail, der udsendes til alle registrerede medlemmer af Fritflyvning Danmark, som er en klub under Modelflyvning Danmark. Også godt nytår til de par modtagere, der ikke er fritflyvere, men som alligevel får nyhedsmailen ....

Vi er omkring 40 medlemmer i Fritflyvning Danmark, og vi vil meget gerne være flere! Det er omkvædet i en vise, vi i fællesskab har brummet de seneste mange år. Det er også omkvædet i en artikel, som jeg har sendt til Modelflyvenyt i håb om, at artiklen kan komme i februar-nummeret her i det nye år.

Artiklen fortæller om fritflyvning og om, hvorfor vi er nogle stykker, der synes, at det er et fantastisk område at beskæftige sig med. Den ender med en opfordring om at melde sig under vore faner, hvis man vil vide mere om fritflyvning. Og med et tilbud om, at vi gerne kommer ud i andre klubber og fortæller videre om vores fascinerende hjørne af modelflyvningen!

Tanken er, at artiklen skal følges op af mindre artikler om udvalgte fritflyvningsklasser og disse klassers særlige tiltrækning og udfordringer.

Særlige udfordringer kan man finde allerede den 24. februar, hvor Danmarksmesterskaberne for indendørs fritflyvningsmodeller bliver afholdt. Der er indbydelse til stævnet herunder. Bjarne, der sammen med Ruben i mange år har arrangeret indendørs-DM spurgte pr. mail Landsmødets deltagere, om der fortsat var interesse for at afholde indendørs-DM. Og han fik et meget klart svar: JA, DER ER! - lød det fra Landsmødet i november 2018.

Så nu bliver det spændende at se, om det entydige svar bliver omsat til flere deltagere, når modellerne skal i luften - det sker iøvrigt i Vigerstedhallen, hvor Landsmødet blev afholdt!

Godt nytår - jeg håber, at vi ses både til Klubmøder og på flyvepladserne i 2019!

                                                                          Per Grunnet, formand Fritflyvning Danmark

 

INDBYDELSE:

DM 2019 for indendørs-modeller søndag 24. februar,

Vigerstedhallen i Ringsted

Det åbne Danske mesterskab i indendørs fritflyvning afvikles søndag 24. februar 2019 i Vigerstedhallen, Ågerupvej 1, 4100 Ringsted.

Det er første gang, at DM afholdes i hallen, som mange dog nok kender, idet vi har afholdt Landsmøder i mødelokaler i Vigerstedhallen flere gange.

Konkurrencen flyves som en åben konkurrence, og alle er velkomne til at deltage. Der bliver kåret en dansk mester i hver klasse.

 

Der flyves DM i disse klasser:

P-15, P-15 Classic (modellen skal være papirbeklædt) P-40, Peanut, Bostonian, Lillflygar'n, Lillflygar´n Classic (Modellen skal være beklædt med plastpose materiale), A6, Easy-B (F1L), Living-Room-Stick/Mini Stick

F1D, F1D-begynder (F1M).

Sted : Vigerstedhallen, Ågerupvej 1, 4100 Ringsted

Tid : 24. februar  2019 fra kl. 11.00. Vi starter med briefing præcis klokken 11.00, hvor perioder samt regler for brug af salen bliver meddelt.

Startgebyr : 50 kr. pr. deltager - uanset antal klasser. Betales på dagen - betal med Mobile Pay eller kontant.

Tilmelding : Tilmeld dig på mail til: ruben@modelflyvning

Konkurrenceledelse:  Bjarne Jørgensen og Ruben Sonne.

 

Nyttige informationer:

  • Der vil være opstillet borde/stole, så arbejdsbetingelserne bliver fornuftige
  • Hallen benyttes i tidsrummet fra kl. 11.00 og frem til kl. 17.00
  • Der må kun anvendes indendørs og rent fodtøj i hallen
  • Der er mulighed for køb af div. forplejning i det tilknyttede cafeteria
  • Peanutkonkurrencen afholdes som ren flyvekonkurrence uden statisk bedømmelse
  • Regelsættet for indendørs fritflyvende modeller finder du på www.modelflyvning.dk under: Forside › Elite › Fritflyvning › Organisatorisk › Flyvereglement  Teknisk regelsamling

 

Med venlig hilsen, Bjarne & Ruben

 

 

AFLYSNING:

Intet Klubmøde om FAI-regelforslag 8. januar 2019

I den seneste Nyhedsmail inviterede vi til Klubmøde hos Lars Buch tirsdag 8. januar i håb om at kunne diskutere de regelforslag, som på det tidspunkt skulle foreligge for at kunne behandles på FAIs CIAM-møde til april 2019.

Der er imidlertid ikke kommet nogen forslag - og kloge hoveder har desuden fortalt, at der ikke vil kunne behandles regelforslag på CIAM-mødet i år, eftersom regelsættet er "frosset ned" frem til CIAM-mødet 2020.

Så vi har muligvis - undtagelsesvis - været for hurtige med at udvise rettidig omhu.

Det betyder imidlertid, at vi aflyser Klubmødet 8. januar 2019.

Når der er fundet et diskussionsemne og en oplægsholder, vil der blive annonceret et nyt Klubmøde. Vi regner fortsat med at afholde mindst to medlemsmøder, inden den udendørs flyvesæson for alvor starter til april!

 

 

DT-FLY-OFFS:

Konsekvensændringer af World Cup-resultaterne

Som læsere af den amerikanske nyhedsmail "SEN" allerede vil vide, har Ian Kaynes, der er formand for fritflyvnings-subcommitteen under FAI, været igennem World Cup-resultaterne for 2018 og fjernet deltagere, der ikke er registreret som medlemmer i FAI's medlemsbase samt slettet de placeringer, der er opnået efter DT-fly-offs, som er gennemført efter forslag fra de forskellige konkurrenceledere.

Det har vist sig, at nogle aeroklubber systematisk har udstedt FAI Sportslicenser til samtlige modelflyve-medlemmer uden at få registreret alle hos FAI. Tilsyneladende har aeroklubberne kun tilmeldt de medlemmer, der tidligere har deltaget i internationale konkurrencer. Da det er en betingelse for at opnå resultat i en World Cup-konkurrence, at man står i FAI's medlemsbase, betyder dette, at nogle konkurrencer efter Ians revision af listen har fået færre deltagere. Og det betyder igen, at der bliver lidt færre points til de bedst placerede, da der tildeles World Cup-points efter antallet af deltagere.

Værre for de bedst placerede i World Cup-konkurrencerne er imidlertid, at points opnået til placeringer, der er baseret på DT-fly-offs, ikke kan godkendes, hvis konkurrenceledelsen har foreslået denne form for afslutning på konkurrencen.

Hvis f.eks. fem deltagere har gennemført et DT-fly-off for at afgøre den individuelle rækkefølge, så har Ian Kaynes tildelt hver af de fem gennemsnittet af det antal points, som ialt ville gå til de fem bedst placerede.

Ved én konkurrence er DT-fly-off'et gennemført af deltagerne selv uden konkurrenceledelsens vidende. I det tilfælde er ingen regler blevet overtrådt, så i det tilfælde er resultatet ikke ændret.

Se de reviderede World Cup-resultater på dette link:

http://www.freeflightnews.org.uk/wcup/WC18/WCP18F1.HTM

Se Ian Kaynes' tekst om baggrunden for ændringerne af World Cup-resultaterne for 2018:

http://www.freeflightnews.org.uk/wcup/WC18/Complaints2018.HTM