• 21. oktober 2017

Årsrappport - Beretning 2002

El-styringsgruppen

V/ Michael Buchreitz

Vestre Ringvej 23

8600 Silkeborg

 

Formandens 3 min. & 20 sek.:

Kære Piloter & hjælpere

2002 har, for F5B & F5F piloterne samt alle hjælperne, været en særdeles spændende sæson. Vi er nået langt i faget, både mht. at arrangere stævner, tage til stævner og sidst men ikke mindst at gøre os gældende på resultat-listerne rundt omkring. Sæsonen 2002 har også for mig, i min egenskab af El-styringsgruppeformand, været et særdeles spændende år. Formanden har gået gennem mangt og meget i 2002. Og det har aktiviteten i El-styringsgruppen også båret kraftig præg af. Når man, som jeg, er blevet forældre for første gang, skifter job og firmaet lukker og der skal findes nyt job, ja så vågner man pludselig op til et nyt liv. Og det har betydet mange ting for mig i de fleste af livets facetter. Man finder nemlig ud af, at der mangler timer i døgnet og der må derfor prioriteres. Det har til tider gået meget ud over indsatsen i El-styringsgruppen, men når jeg ser tilbage på sæsonen der gik, ja så gik det da vist alligevel - heldigvis. Og det er takket været en skare af piloter og hjælpere med Rejseholdet i spidsen. Rejseholdet har, igen i år, vist vejen ved vores stævner og jeg må konstaterer, at Rejseholdet for alvor må betegnes, som en succes. Dette fantastiske stykke arbejde, der er blevet lagt for dagen af de forskellige, ingen navne nævnt - ingen navne glemt, man ved nok godt selv inderst inde om man har ydet eller ej, er uundværligt for dansk elitemodelflyvning. Og jeg ved, at der kigges over skuldrene på os fra de andre styringsgrupper samt RC Unionen, med misundelige øjne. Tak for flot arbejde !!!!

El-styringsgruppen havde i 2002 klart det største budget at jonglerer med. Vi havde kr. 45.000,- ud af et samlet RC Sport DK budget på kr. 172.000 at gøre godt med. Det svarer faktisk til over 26% af det samlede budget. Når beløbet var af en sådan størrelse så var det oprindeligt fordi, at både F5B & F5F skulle flyve henholdsvis NM og VM. NM blev i midlertidigt ikke en realitet og F5Férne blev godt og grundigt snydt i forbindelse med VM i Schweiz. Der blev ikke arrangeret noget for F5F klassen. Sæsonen kom til at bære præg af dette. Jeg er af den opfattelse, at langt de fleste havde sat næsen op efter at skulle flyve i Schweiz, både F5B & F5F klasserne. Da det i maj måned blev en realitet, at det kun var F5B landsholdet der skulle af sted, ja så så det virkelig ud til at gassen gik af ballonen hos F5F piloterne. Jeg modtog ingen meldinger om deltagelse i F5F Euro-Tours inden sommerferien på nær stævnet i Helsingborg. Samtidig hørte jeg, at man heller ikke ville tage af sted til F5F Euro-Tour stævner efter sommerferien. Det var kun F5B piloterne, der drog af sted til Euro-Tours, på nær formanden. Det efterlod undertegnede med en større tænkepause, da der jo inden budgetforhandlinger året forinden, havde været slået et noget større brød op. Der er en skam, at man ikke drager af til flere F5F Euro-Tours, når nu man oven i købet kan få økonomisk hjælp til turene. Jeg kan kun på det kraftigste opfordre de eksisterende F5F piloter til at gøre en aktiv indsats for at komme af sted. Man skal forstå, at budgetposter, som VM F5F og NM F5F ikke er verdens nemmeste poster at få i gennem til budgetforhandlinger. F5F klassen er kun provisorisk og er derfor principielt ikke berettiget til støtte. Det er faktisk kun El-styringsgruppens indsats der gør det muligt stadigvæk at have ovennævnte poster. Så kom nu ud og vis flaget, hvis vi fortsat vil gøre os forhåbninger om støtte til F5F klassen.

Foråret bar præg af et forestående VM i F5B i Winterthur i Schweiz. Claus og Hans drog af til Burkundstadt til Euro-Tour stævne for at få noget træning samt indsamle information om udstyret i 2002. Claus og Hans kom hjem med både flotte flyvninger i posen og en masse nyttig information om det udstyr vi endnu ikke havde klar til VM´et. Jeg kan godt sige, at der for alvor var gang i mailsystemerne og telefonen var rødglødende. Men vi nåede faktisk at få alt på plads. Jan endte op med, selvfølgelig fristes man til at sige, at skulle testflyve ny fly både morgen, middag og aften mellem skibsafsendingerne af Alfa Diesel og pasningen af en hobbybiks af ukendt navn ca. 2 uger før slaget i Schweiz. Men også Jan kom rimelig på plads med dette. Landsholdet var klar til slaget i Schweiz.

Holdet bestod af Piloterne Claus Tønnesen, Jan Abel og undertegnede, Teammanager Jørgen Tønnesen, Chiefmekanic Hans Hansen, Thermalboss Peter Bech og holdets maskot Mathias "von der gameboy - altid på farten på nær når jeg lå under Bucks tæppe" Abel. Både som pilot og som El-styringsgruppeformand blev dette VM en fantastisk oplevelse. Peter og jeg havde ud over vores poster på holdet også en opgave, som observatører. 2 sæt øjne ser mere end 1, når man skal lurer processen; afholde VM af.

Der var 41 piloter til start i F5B klassen fordelt på 17 lande, mener jeg. Et referat af VM´et er jo overflødig, da Pilot Claus Tønnesen jo også havde anden opgave under VM ét, nemlig som pressechef. Claus sørgede for daglige rapporter over Internettet samt for en særdeles flot artikel til Model Flyve Nyt. Vi havde et fantastisk teamwork gennem 10 dage, der gav genlyd hos de andre hold, så det batter. Et enkelt eksempel på dette vil jeg lige komme med her. Ud af 9 flyvninger pr. mand - 27 flyvninger i alt, missede holdet kun en landing. Og der var pga. et havari. Ellers kunne man finde 3 piloter samt en teammanager ude i landingscirklerne hver gang der skulle landes. 1 pilot flyver flyet og holder retningen, 1 pilot guider ham gennem landingsrunden, 1 pilot "står på bremsen" om jeg så må sige og teammanager Jørgen var på ægte ingeniør vis ret på klokken. Resultatmæssigt kan jeg med stor glæde konstaterer, at holdets forventninger blev mere end indfriet. Det var sådan til sidst på ugen, at når f.eks. Claus gik på flightline, ja så stod der en hel skare af piloter for at få resultatet at se. Og det var til tider med hujen, råben og skrigen. Claus kom hjem med det flotteste danske F5B resultat nogensinde, nemlig en 10. plads individuelt. Og spørg bare Peter "regn den ud" Bech om pointforskellene er store oppe i top 10. Undertegnede kom hjem fra sit første VM med en 16. plads og Jan fik en noget ufortjent 32. plads. Et havari samt flyvning i regnvejr tæller altså ned så skalaen. Holdet kom hjem med en 6. plads, som vist nok er en tangering af 1996 F5B holdets placering og dermed det bedste. Det er mig en stor glæde, som El-styringsgruppeformand, at berette om sådanne præstationer. Jeg håber meget på, at Danmark i 2004 igen vil have et så homogent hold at kunne sende af sted.

På hjemmefronten havde vi skåret ned på antallet af udtagelses-konkurrencer fra 4 til 3, da det var VM år. Vi lagde, friske som vikinger, ud hos Thy RC Klub og Jørgen Nielsen. Det var barsk. F5F folket viste mod og fløj konkurrencen om end det mere lignede breakdance ude på speedbanen end egentlig modelflyvning. Det mest positive var, at vi da heldigvis havde holdt "grill-aften" fredag aften og dermed mere eller mindre var "klædt på til stormen".

I slutningen af juni var vi igen på banen i Frederikshavn. Nogle af os "gamle 10 celles nørder" stillede op for at få flyvetræning. Det var skægt. Lånt udstyr "fløj" rundt mellem bilerne, når der skulle skiftes pilot. Som altid var Wencke & Jan parate til at modtage sultne nørder efter en lang arbejdsdag. Det blev en super weekend med en masse kammeratskab og god flyvning.

Claus og Peter stod for den sidste af udtagelserne i slutningen af august i Langstrup c/c Peters kælder. Her blev der for alvor udkæmpet et slag, altså i Langstrup. Pludselig meldte svensken sig på banen. De regnede nok med at kunne få revanche for det svigende nederlag, de modtog i Schweiz. Og det fik de så. Thomas "Limbo-könig"Karlsson bankede os i både 10 og 27 celleren. Så nu må regnskabet hedde 1-½ i vores fordel.

Resultatmæssigt for ovennævnte 3 konkurrencer vil jeg ikke bruge de store krumspring på. Peters altid opdaterede web-side afslører jo alt. Og landsholdsstatus kommer vi tilbage til senere i dag. Jeg vil blot konstaterer, at Claus Tønnesen og Jeppe Alkærsig i henholdsvis F5B & F5F for andet år i træk, kan kalde sig for danske mestre. Flot flyvning Claus & Jeppe. - Skal vi give dem en hånd ???

Det mest positive på F5F fronten i år må være, at vi for alvor har fået gang i mindst 4 nye piloter. Allan Andersen og Sebastian Hammer var "lidt" i gang sidste år, men har for alvor fået mod på F5F klassen. Michael Nilling og Flemming Nielsen er begge nye ansigter på F5F fronten. Og de begge har gået lige ind i os "nørder" med træsko. Der ser ud til, at de 4 piloter er kommet for at blive. Så F5F klassen er nu ved at være oppe på tidligere års højder igen. Lad os i fællesskab arbejde på at rekruttere endnu flere piloter til disse fantastiske klasser med det tilhørende sociale samvær, vi nu har.

Til sidst vil jeg blot sige: Tusind tak for en rigtig spændende sæson, vi ses næste år.

Michael Buchreitz

El-styringsgruppeformand