• 25. april 2017

Grenaa Cup 2009

Grenaa Cup 2009 blev afholdt i weekenden den 18. og 19. juli 2009 af Grenaa Modelflyveklub. Der var tilmeldt 25 piloter fordelt på fire klasser, så der var endnu engang mange deltagere.

Grenaa Modelflyveklub har efterhånden arrangeret Grenaa Cup i mange år, og de arrangerede endnu engang et rigtigt fint stævne, og stillede med en del hjælpere fra klubben så alt gik som på skinner. Deres faciliteter er rigtigt fine, og denne gang var der endog en skurvogn med toilet og bad. Dette skyldes at der ugen efter Grenaa Cup skulle afholdes Nordiske Mesterskaber i kunstflyvning på pladsen, så faciliteterne var ekstra fine i år.

Der blev afholdt briefing lørdag morgen i silende regn, så starten blev udsat. Regnen fortsatte med ganske korte perioder med opholdsvejr, så der blev ikke fløjet meget. I løbet af eftermiddagen lykkedes det dog at få fløjet to runder sport, og herefter blev der afholdt præmieoverrækkelse i Sport.

Lørdag aften blev der som sædvanligt afholdt hyggelig fællesspisning i klubhuset, og det lykkedes endnu engang for Grethe at få alle folk bespist på fornemste manér. Da vejret klarede op til aften bestemte vi os for at flyve en enkelt runde FAI efter aftensmaden, det var nok ikke optimalt, men vi fik dog en runde fløjet den dag.

Søndag viste vejret sig fra en lidt pænere side, og fordi de fleste piloter skulle blive og deltage i NM ugen efter lykkedes det os at få fløjet samtlige runder i både FAI, Nordic og X. Vi blev senere færdige end normalt, men med alle runder fløjet. Sent søndag eftermiddag blev der afholdt præmieoverrækkelse i de sidste tre klasser.

Der skal lyde en stor tak til Grenaa Modelflyveklub samt alle klubbens repræsentanter for at afholde endnu et rigtigt fint stævne med gode faciliteter. Vi håber på at vi må komme igen næste år.

På vegne af styringsgruppen,
Morten Laugesen