• 30. april 2017

NFK Cup 2009

NFK Cup 2009 blev afholdt i weekenden den 20. og 21. juni 2009 i NFK i Langstrup Mose. Der var tilmeldt 27 piloter fordelt på fire klasser, så det blev endnu et stævne med rigtig mange deltagere.

NFK arrangerede som vanligt et rigtigt fint stævne, og stillede med en del hjælpere fra klubben så alt gik som på skinner. Deres faciliteter er efterhånden rigtig fine med en diesel generator der leverer strøm i dagtimerne samt toilet med rindende regnvand.

Stævnet gik i gang lørdag morgen i frisk vind fra ryggen og med relativt lave temperaturer. Som noget nyt prøvede vi at få afviklet Sport klassen lidt hurtigere end tidligere ved at flyve Sport, FAI, Sport, Nordic, Sport, FAI, Nordic og X-klasse om lørdagen. Det gjorde at Sport piloternes præmieoverrækkelse kunne gennemføres ca. 1 time tidligere end vanligt, og at de dermed kunne begynde hjemrejsen lidt tidligere. Det blev godt modtaget.

Lørdag aften blev der som sædvanligt afholdt hyggelig fællesspisning i det store telt på pladsen, og med hjælp fra grill-master Jørgen Mou tror jeg godt jeg kan garantere, at der ikke var nogen der gik sultne i seng den aften!

Søndag var det noget bedre vejr med høj sol og meget lidt vind, så afviklingen af søndagens runder gik hurtigt fremad og omkring kl. 16 blev der afholdt præmieoverrækkelse i de sidste tre klasser.

Der skal lyde en stor tak til NFK samt alle klubbens repræsentanter for at afholde endnu et rigtigt fint stævne med gode faciliteter. Vi håber på at vi må komme igen næste år.

På vegne af styringsgruppen,
Morten Laugesen