• 30. april 2017

Indhold

Jysk Mesterskab 2010

Jysk Mesterskab 2010 blev afholdt i weekenden den 8. og 9. maj 2010 af Haderslev RC. Der var tilmeldt 23 piloter fordelt på fire klasser, så på trods af den lidt truende vejrudsigt var der mange deltagere til årets første konkurrence.

Haderslev RC har tidligere afholdt mange kunstflyvningskonkurrencer, så der var ingen slinger i valsen og de arrangerede endnu engang et rigtigt godt stævne, og stillede med flere hjælpere fra klubben så alt gik som på skinner. Haderslev RC har vel nok én af Danmarks bedste modelflyvepladser med frit udsyn mod nord og rigtigt gode indflyvningsforhold, kort sagt en rigtig fin flyveplads. Desuden har de god plads til campingvogne - hvilket er en nødvendighed med det store antal sneglehuse F3A folket slæber med sig - og derudover har de et rigtigt fint klubhus med el, vand samt fine toilet faciliteter.

Som vejrudsigten havde lovet startede lørdag morgen med koldt og fugtigt vejr og tæt skydække. Der kom en del drypperi, men ikke rigtig regn, så konkurrence kom i gang med den første flyvning ca. 9:30. Heldigvis var der ikke meget vind, og det gjorde vejret udholdeligt, bare man havde nok tøj på. På trods af det lidt genstridige Maj vejr lykkedes det at få fløjet 3 runder Sport, 2 runder Nordic og FAI samt en enkelt runde X om lørdagen.

Som planlagt fik vi afklaret Sport flyvningerne lidt tidligere end vi har været vandt til de senere år, og kort efter den sidste runde Sport kunne den Jyske Mester i Sport kåres. Det blev Finn Mortensen tæt forfulgt af Jens Jørgen Larsen og Flemming Rasmussen. Efter præmieoverrækkelsen fortsatte vi med den sidste runde FAI og første runde X.

Lørdag aften blev der som sædvanligt afholdt hyggelig fællesspisning med rigtig god mad. Der blev gået til fadene efter en kold dag udenfor!

Søndag viste vejret sig fra en lidt pænere side, det var tørvejr, men stadigvæk koldt. Der var ikke meget vind, men det der var kom lige ned langs banen fra vest, så det kunne der ikke klages over. Lidt op af dagen begyndte skyerne så småt at løfte sig, men det var trods alt ikke meget der var at se til solen. Dermed var det ingen sag af få gennemført de resterende runder i X, FAI og Nordic, og ca. kl. 15 kunne der afholdes præmieoverrækkelse. Resultaterne for de sidste tre klasser kan findes på Ranglisten.

Der skal lyde en stor tak til Haderslev RC samt klubbens repræsentanter for at afholde endnu et rigtigt fint stævne med gode faciliteter. Vi håber på at vi må komme igen ved en senere lejlighed.

På vegne af styringsgruppen,
Morten Laugesen