• 30. april 2017

Grenaa Cup 2011

Grenaa Cup 2011 blev afholdt i weekenden den 25. og 26. juni 2011 af Grenaa Modelflyveklub. Der var tilmeldt 19 piloter fordelt på fire klasser, så der var lidt bedre fremmøde end til SM 3 uger tidligere.

Grenaa Modelflyveklub har efterhånden arrangeret Grenaa Cup i mange år, og de arrangerede endnu engang et rigtigt fint stævne, og stillede med en del hjælpere fra klubben så alt gik som på skinner. Deres faciliteter er rigtigt fine hvilket alt andet lige gør det nemmere at afholde denne type stævner.

Der blev afholdt briefing lørdag morgen kl. 9 i let overskyet vejr og frisk vind fra vest, og dette vejr varede ved resten af dagen. Da vinden var lidt kraftig, blev det aftalt, at vi skulle flyve på øst-vest banen, så man ser direkte mod syd. Selvom det er mod solen, var det ikke noget stort problem, da solen omkring midsommer står meget højt på himmelen, så der blev fløjet "under" solen. Da der ikke var afbrydelser på grund af regn var det ikke noget problem at holde tidsplanen. Flyvningen bar præg af den kraftige blæst, men alle kom igennem uden uheld. Efter den tredje runde Sport, blev der holdt en lille pause hvori der blev afholdt præmieoverrækkelse i Sport. Herefter fortsatte vi med anden runde FAI og første runde X, og ved 17-tiden var dagens flyvninger overstået.

Herefter var der fri flyvning indtil 18:30 hvor Grenaa Modelflyveklub med Grethe og Frode i spidsen endnu engang kunne byde på hyggelig fællesspisning i klubhuset, og det lykkedes som sædvanligt for Grethe og hjælpere at få alle folk bespist på fornemste manér. Efter middagen var der mere fri flyvning indtil solnedgang, og da vinden var løjet af og vejret klaret op blev det udnyttet.

Søndag morgen startede med overskyet vejr, men med meget lav vind, og dette vejr varede ved resten af dagen, så alle de planlagte flyvninger blev gennemført uden problemer, og omkring kl. 15:00 søndag eftermiddag, blev der afholdt præmieoverrækkelse i de sidste tre klasser.

Der skal lyde en stor tak til Grenaa Modelflyveklub samt alle klubbens repræsentanter for at afholde endnu et rigtigt fint stævne med gode faciliteter. Vi håber på at vi må komme igen næste år.

På vegne af styringsgruppen,
Morten Laugesen