• 21. oktober 2017

Grenaa Cup 2012

Grenaa Cup 2012 blev afholdt i weekenden den 19. og 20. maj 2012 af Grenaa Modelflyveklub. Der var tilmeldt 17 piloter fordelt på fire klasser.

Grenaa Modelflyveklub har efterhånden arrangeret Grenaa Cup i mange år, og de arrangerede endnu engang et rigtigt fint stævne, og stillede med en del hjælpere fra klubben så alt gik som på skinner. Deres faciliteter er rigtigt fine hvilket alt andet lige gør det nemmere at afholde denne type stævner.

Der blev afholdt briefing lørdag morgen kl. 9 i overskyet vejr med let til frisk vind fra sydøst, og dette vejr varede ved det meste af dagen, dog med nogle byger ind imellem. På trods af nogle afbrydelser på grund af regnbygerne lykkedes det at holde tidsplanen. Efter den tredje runde Sport, blev der holdt en lille pause hvori der blev afholdt præmieoverrækkelse i Sport. Herefter fortsatte vi med anden runde FAI og første runde X, og ved 16-tiden var dagens flyvninger overstået. I løbet af de sidste to runder klarede vejret lidt op og der begyndte at komme lidt blå himmel til syne, så det blev trods alt en fin aften efter det lidt triste vejr i løbet af dagen.

Efter dagens sidste runde var der fri flyvning indtil kl. 18:00 hvor Grenaa Modelflyveklub med Grethe og Frode i spidsen endnu engang kunne byde på hyggelig fællesspisning i klubhuset, og det lykkedes som sædvanligt for Grethe og hjælpere at få alle folk bespist på fornemste manér.

Søndag morgen startede med rigtigt fint vejr og let vind fra nordøst, og dette vejr varede ved resten af dagen, så alle de planlagte flyvninger blev gennemført uden problemer, og omkring kl. 15:00 søndag eftermiddag, blev der afholdt præmieoverrækkelse i de sidste tre klasser.

Der skal lyde en stor tak til Grenaa Modelflyveklub samt alle klubbens repræsentanter for at afholde endnu et rigtigt fint stævne med gode faciliteter. Vi håber på at vi må komme igen næste år.

På vegne af styringsgruppen,
Morten Laugesen

 

Resultater:

2012_GrenaaCup_FAI.pdf

2012_GrenaaCup_Nordic.pdf

2012_GrenaaCup_Sport.pdf

2012_GrenaaCup_X.pdf