• 18. august 2017

Jysk Mesterskab 2013

Jysk Mesterskab 2013 blev afholdt i weekenden den 13. og 14. juli 2013 i Hjallerup Modelflyveklub i Nordjylland. Der var tilmeldt 14 piloter fordelt på fire klasser, FAI, Nordic, Sport og X-klassen.

Det var første gang i mange år, at der blev afholdt en kunstflyvningskonkurrence i Hjallerup Modelflyveklub (tidligere Dronninglund Modelflyveklub), men faciliteterne i klubben er rigtigt fine, og vi følte os virkeligt velkomne i klubben.

Vejrudsigten havde i løbet af ugen op til stævnet først lovet rigtigt fint vejr med høj sol og lav vind, men senere på ugen blev det ændret til en del vind, ikke usædvanligt for vores danske kunstflyvningskonkurrencer...

De fleste ankom fredag eftermiddag i rigtig fint sommervejr med op til 25°C og meget lidt vind, så der blev trænet på livet løs eftermiddag og aften.

Lørdag startede lettere overskyet med lavere temperaturer og med lidt mere frisk vind fra vest, så konkurrencen kom godt i gang med den første flyvning ved 9 tiden. I løbet af dagen tiltog vinden lidt, men til gengæld blev skydækket brændt af og så steg temperaturen noget. Flyvningerne gik godt derudaf, og efter præmieoverrækkelsen i Sport blev det aftalt at flyve en ekstra runde FAI og X om lørdagen, for at vi kunne blive lidt tidligere færdige om søndagen. På trods af det udvidede program lykkedes det os at blive færdige med de planlagte flyvninger ved 17 tiden.

Lørdag aften blev der afholdt hyggelig fællesspisning udenfor klubhuset. Der blev serveret mørbrad i flødesovs med ris og flutes i rigelige mængder som hovedret, og til desert var der fine og velsmagende cupcakes. Det var en rigtig fin aften med god mad og en rigtig god positiv stemning.

Søndag startede ligesom lørdag med overskyet vejr, men vinden var tiltaget lidt og drejet en anelse mod nord. Det gav lidt flere udfordringer i forbindelse med flyvningen, da man blev blæst lidt indad, men også landingen var lidt mere udfordrende, da der var en del turbulens omkring jorden. Det lykkedes dog alle at komme igennem flyvningerne uden de store problemer, og ved 14 tiden var vi klar til præmieoverrækkelsen i de sidste tre klasser. Resultaterne kan findes nedenfor og Ranglisten er ligeledes blevet opdateret.

Der skal lyde en stor tak til Hjallerup Modelflyveklub samt klubbens repræsentanter for at afholde et rigtigt fint stævne med gode faciliteter. Vi håber på at vi må komme igen ved en senere lejlighed.

På vegne af styringsgruppen,
Morten Laugesen

 

Resultater:

FAI_JM_WinRes.pdf

Nordic_JM_WinRes.pdf

Sport_JM_WinRes.pdf

X_JM_WinRes.pdf