• 24. oktober 2017

Indhold

Lindtorp Cup 2013

Weekenden den 17. og 18. august 2013 blev der afholdt Lindtorp Cup i F3A kunstflyvning. Som det også gjorde sig gældende sidste år lykkedes desværre ikke at finde en sjællandsk klub til at afholde SM, men vi var så heldige at Lindtorp Modelflyveklub på Lindtorp flyveplads tæt ved Holstebro gerne ville afholde et stævne i stedet for SM. Lindtorp Modelflyveklub har et fint klubhus med vand, el og fine toiletforhold, hvilket er rart at have når kunstflyvningskaravanen dukker op med alle campingvognene.

Der var tilmeldt 17 piloter fordelt på fire klasser; FAI, Nordic, Sport og X-klassen. I løbet af ugen op til stævnet havde vejrudsigten ikke været den bedste, og da de fleste ankom fredag eftermiddag var det i regnvejr der varede ved hele aftenen.

Lørdag morgen vågnede vi dog op til rigtigt fint vejr med let vind fra sydvest, så efter briefing ved 9-tiden gik vi i gang med konkurrencen. Efter den første pilot havde fløjet nogle få manøvrer var vi dog nødt til at stoppe flyvningen, da vi kom for tæt på nogle paraglidere, der havde valgt samme weekend til at holde træf på Lindtorp flyveplads.

Efter lidt overvejelser og snak med paragliderne blev det bestemt at dreje vores flyvebane 60° mod syd og fortsætte konkurrencen imens vi var i konstant radiokontakt med paragliderne, så der ikke opstod nogle farlige situationer. Denne løsning gik fint, og da paragliderne senere på dagen kørte ud til en skrænt for at flyve videre, kunne vi dreje banen tilbage i øst-vest retning og således flyve resten af dagens program. Da vejrudsigten til søndag ikke så godt ud forsøgte vi at få fløjet så meget som muligt, og det lykkedes at få fløjet en ekstra runde Nordic og X. Alle flyvninger gik planmæssigt uden uheld.

Lørdag aften blev der som sædvanligt afholdt hyggelig fællesspisning, hvor den lokale slagter havde leveret maden. Det blev en hyggelig aften hvor der blev snakket kunstflyvning og alt muligt andet.

Søndag startede med noget ganske andet vejr. Det havde regnet og stormet hele natten, og søndag morgen var det fortsat meget fugtigt og med byger af og til. Vinden var også væsentligt kraftigere end om lørdagen. Efter lidt diskussioner og en prøveflyvning, der viste at der var nok skyhøjde, blev det aftalt at gå i gang.

På grund af den friske vind var luften noget turbulent, og det gjorde landingerne lidt rigeligt spændende af og til. Det kostede understellet på en enkelt model, og det var selvfølgelig ærgerligt, men skaderne var heldigvis til at overse. På trods af vejret lykkedes det at få dagens program afviklet, og vi kunne afholde præmieoverrækkelse ved 13-tiden. De fulde resultater kan ses nedenfor.

Der skal lyde en stor tak til Lindtorp Modelflyveklub samt klubbens repræsentanter for at afholde et godt stævne med gode faciliteter. Vi håber på, at vi må komme igen ved en senere lejlighed.


På vegne af styringsgruppen,
Morten Laugesen

 

Resultater:

FAI_Lindtorp_WinRes.pdf

Nordic_Lindtorp_WinRes.pdf

Sport_Lindtorp_WinRes.pdf

X_Lindtorp_WinRes.pdf