• 23. september 2017

Indhold

Sjællands Mesterskaberne 2015

Weekenden den 6. og 7. juni 2015 blev der afholdt Sjællands Mesterskaber i F3A kunstflyvning. Efter flere år lykkedes det igen at finde en sjællandsk klub til at afholde SM, og igen fik vi lov til at komme på besøg hos Hangar 4800 på Falster. Vi har tidligere afholdt et stævne i Hangar 4800 tilbage i 2011, og vi var meget glade for at måtte komme igen.

Hangar 4800 ligger nogle få kilometer fra Nykøbing Falster, og de har en rigtig fin bane med et næsten nyt klubhus med indlagt strøm.

Ligesom sidste gang vi var på besøg imponerede det mig, hvor mange hjælpere der var tilstede fra klubben, vi følte os virkeligt velkommen, og det fik stævnet til at køre som på skinner. Det var tydeligt, at der blev støttet op om projektet fra medlemmernes side, og det gav en rigtig god stemning weekenden igennem. Tilbage i 2011 var vi ekstremt heldige med vejret med lav vind og op til 25°C begge dage, men denne gang var vi ikke helt så heldige. Der var både lørdag og søndag en relativt kraftig vind fra vest og en del turbolens i luften, men det var ens for alle.

Der var tilmeldt 14 piloter fordelt på tre klasser, så på grund af det relativt lave antal deltagere forsøgte vi at flyve tre hele runder om lørdagen, så vi kunne blive tidligt færdige om søndagen. Så om lørdagen blev der fløjet 3 runder Nordic, 3 runder FAI og 2 runder X. Alle flyvninger gik planmæssigt uden større uheld, på trods af den noget turbulente vind. Der røg en propel eller to, men ikke nogle alvorlige skader. Alle piloter kæmpede en brav kamp med vinden, og der blev vinden til trods fløjet nogle fine flyvninger.

Lørdag aften blev der afholdt hyggelig fællesspisning i klubhuset. Der var en rigtig god stemning, samt rigeligt med mad og drikkevarer.

Om søndagen blev sidste runde Nordic og FAI fløjet, men sidste runde X blev aflyst på grund af en kraftig tiltagende vind. Ved 12 tiden kunne vi dermed afholde præmieoverrækkelse, og resultaterne for SM kan findes på nedenstående link.

Der skal lyde en kæmpe tak til Hangar 4800 og klubbens repræsentanter for at have afholdt SM i kunstflyvning. Vi håber meget på, at vi må komme igen ved en anden lejlighed.

På vegne af styringsgruppen,
Morten Laugesen



Resultater:

FAI_SM_2015.pdf

Nordic_SM_2015.pdf

X_SM_2015.pdf