• 24. juni 2017

Falcon Cup 2016

Falcon Cup 2016 blev afholdt i weekenden den 30. april og 1. maj 2016 i Falcon i Veerst, der ligger i nærheden af Vejen. I år var Falcon Cup årets første stævne, og det blev som sædvanligt et rigtigt fint arrangement.

Som sædvanligt havde Falcon med Mikkel Frank i spidsen planlagt et rigtigt fint stævne med mange hjælpere og en rigtig god atmosfære, men der var denne gang desværre kun tilmeldt 9 piloter i Nordic og FAI klassen, på grund af nogle sene afbud. Som det også var tilfældet sidste år var der ikke tilmeldt nok piloter til afholdelse af X og Sport-klassen.

De fleste ankom fredag eftermiddag/aften og nogle fik sig et par træningsture.

Tidligere på ugen var der lovet regn store dele af lørdagen, men som weekenden nærmede sig ændrede vejrudsigten sig til det bedre, og det endte med at der var tørvejr hele dagen med undtagelse af et par enkelte dryp. Vinden var dog jævn til frisk fra det sydlige hjørne, så det gav piloterne lidt udfordringer, og også et par småskader på understel etc. Desuden var det relativt koldt for årstiden, så de tykke trøjer, de lange underbukser samt "Hanstholm habitten" måtte bruges.

Idet der var to Nordic piloter, der kun kunne deltage lørdag, blev det aftalt, at flyve alle 4 runder Nordic om lørdagen og kun en enkelt runde FAI. De sidste 3 runder FAI skulle så flyves om søndagen. På grund af det relativt lille antal piloter var vi færdige med dagens runder ved 16 tiden, og efter præmieoverrækkelsen var der fri flyvning frem til fællesspisningen.

Der var som sædvanligt fællesspisning lørdag aften, og det blev endnu engang en hyggelig aften, som blev krydret med godt humør og gode drikkevarer. Vi holdt dog ikke så længe lørdag aften, måske på grund af det friske vejr tidligere på dagen.

Søndag startede med strålende solskin og næsten ingen vind, og det varede ved resten af dagen. Dermed var det ingen sag at få afsluttet de sidste tre runder FAI, og lidt over middag kunne der afholdes præmieoverrækkelse.

Der skal lyde en stor tak til Falcon for det fine stævne, og vi håber vi må komme igen næste år.

På vegne af styringsgruppen,
Morten Laugesen

 

Resultater:

FAI_FalconCup_2016.pdf


Nordic_FalconCup_2016.pdf

/media/374500/fai_falconcup_winres.pdf