• 21. august 2017

Indhold

Jysk Mesterskab 2016

Jysk Mesterskab 2016 blev afholdt i weekenden den 2. og 3. juli 2016 i Haderslev RC. Der var desværre kun tilmeldt 8 piloter i FAI og Nordic, men da der denne gang samtidig blev afholdt IMAC stævne i klasserne Basic, Sportsman og Intermediate, endte det med, at der i alt var tilmeldt 15 piloter til JM denne gang.

Haderslev RC har afholdt mange kunstflyvningskonkurrencer igennem årene, og da både banen og faciliteterne er rigtig fine, gør det klubben til et ideelt sted at afholde kunstflyvningskonkurrencer.

Idet der skulle foretages en del flyvninger, blev der afholdt briefing kl. 9 begge dage. For at optimere tiden blev det bestemt, at der skulle flyves skiftevis en IMAC og en F3A klasse, og at vi skulle forsøge at holde skiftene så korte som muligt.

Lørdag morgen kl. 9:45 gik vi i gang med de første flyvninger i lettere overskyet vejr og med en frisk vind fra en sydvestlig retning, og dette vejr varede ved det meste af dagen. Det truede med lidt regn en overgang, men der kom ingenting, så flyvningerne kunne forløbe som planlagt. Vinden drillede dog de fleste og gav en ekstra udfordring. Banen i Haderslev er ikke placeret stik øst-vest, men drejet lidt mod øst, og det betød, at vinden kom næsten direkte fra ryggen. Det gav ikke de store problemer under landing idet deres bane er så stor som den er, men det gjorde, at modellerne skulle flyve meget skævt for at holde den korrekte flyvelinje og konstant afstand.

I øvrigt gik det rigtigt fint med skiftevis at flyve den ene og den anden klasse, og vi holdt tidsplanen stort set uden stress, Vi nåede at flyve 3 komplette runder i F3A klasserne of 2 komplette runder i IMAC klasserne om lørdagen. Omkring kl. 16:30 landede den sidste pilot, og herefter var der fri træning op til aftensmaden.

Ca. kl. 18:30 blev der budt på hyggelig fællesspisning i det opsatte telt på pladsen. Maden var en tag-selv buffet fra Kokken & Jomfruen og der var mange forskellige typer kød og tilbehør, så der var noget for enhver smag. Krydret med diverse medbragte drikkevarer blev det i det hele taget en rigtig hyggelig aften.

Søndag morgen var planen at vi skulle i gang med den første flyvning omkring kl. 10, men vejret drillede med periodiske regnbyger, der gjorde det svært at få afviklet flyvningerne i et normalt tempo. Det lykkedes dog langsomt at komme igennem det meste af dagens program i både IMAC og F3A med lidt afbrydelser hist og her, og omkring kl 14:30 søndag eftermiddag blev der afholdt præmieoverrækkelse i de forskellige klasser.

Der skal lyde en stor tak til Haderslev RC samt klubbens repræsentanter for at afholde et rigtigt fint stævne med gode faciliteter. Vi håber på at vi må komme igen ved en senere lejlighed. Der skal desuden lyde en stor tak til de fremmødte dommere, som gjorde det muligt at afholde stævnet.

På vegne af styringsgruppen,
Morten Laugesen


Resultater:

FAI_JM_2016.pdf

Nordic_JM_2016.pdf