• 29. april 2017

NFK Cup 2016

Den 25. NFK Cup 2016 blev afholdt i weekenden den 20. og 21. august 2016 i NFK i Langstrup Mose. Der var denne gang tilmeldt 10 piloter fordelt på tre klasser; Sport, Nordic og FAI. Det var første gang i lang tid, at der deltog nogle piloter i Sport klassen, og så hele tre af slagsen, hvilket var meget glædeligt. Det betød, at Danmarksmesterskabet i Nordic og Sport klassen skulle afgøres denne weekend, hvorimod FAI klassen allerede var blevet afgjort tidligere på året.

NFK arrangerede som sædvanligt et rigtigt fint stævne, og stillede med en del hjælpere fra klubben, så alt gik som på skinner. Denne gang samarbejde Michael Gibson og Eggert Neistrup som stævneleder, og det gjorde de rigtig godt.

Vejrudsigten havde op til stævnet lovet lidt blandet vejr med byger af og til, men ikke med særligt meget vind. Lørdag morgen startede med lidt regn, men omkring kl. 10 kunne der afholdes briefing i overskyet vejr og lidt efter blev den første runde startet op i en lav sydøstlig vind, hvilket er pænt lige på banen. I løbet af dagen tiltog vinden lidt, og det gav en del turbulens, som godt kunne drille piloterne lidt. Senere drejede den nu aftagende vind mere mod syd og turbulensen aftog. Sidst på dagen var det nærmest helt vindstille, og rigtig lækkert flyvevejr på trods af skyerne.

Idet vi ikke var så mange piloter denne gang, havde vi en plan om at forsøge, at få alle runder fløjet igennem om lørdagen, hvis vejret ellers tillod det. Da vi ikke fik mere regn i løbet af dagen lykkedes det, og ca. kvart i seks om aftenen landede den sidste pilot, hvorefter de sidste point kunne tælles sammen. Resultatet fra konkurrencen kan ses nedenfor for de tre klasser, og årets samlede resultat kan findes her: Rangliste 2016

Der skal lyde et stort tillykke til vinderne i alle klasserne, og vi håber at de nye folk i Sport klassen fik en god oplevelse og at vi ser dem igen til næste år.

Lørdag aften blev der som sædvanligt afholdt hyggelig fællesspisning i det store telt på pladsen, hvor Michaels hjemmelavede lasagne blev serveret med salat og flutes som tilbehør. Det var en stor success, og det må han også gerne få lov til at servere en anden gang. Efter spisningen var der lækker desert, hvorefter nogle af de våde varer også kom på bordet. Da det var årets sidste kunstflyvningsstævne og konkurrencen var overstået, blev der festet til lidt senere ud på aftenen/natten end normalt...

Søndag fik vi rigtig fint vejr, og dem der havde lyst fik sig et par træningsture, ellers blev der pakket sammen og folk begyndte så småt at rejse hjemad en god oplevelse rigere. Måske nogle på hjemturen overvejede om der skulle bygges en ny F3A model i løbet af vinteren så man kan være klar til 2017 sæsonnen, hvor Danmark bl.a. skal være vært for det Nordiske Mesterskab i kunstflyvning. Der er her mulighed for deltagelse af 5 piloter i FAI og 4 i Nordic klassen, og vi håber på at kunne stille fuldt hold.

Sidst men ikke mindst skal der lyde en stor tak til NFK samt alle klubbens repræsentanter for at afholde endnu et rigtigt fint stævne. Vi håber på at vi må komme igen næste år til den 26. NFK Cup.

På vegne af styringsgruppen,
Morten Laugesen

 

Resultater:

FAI_NFK_Cup_2016.pdf


Nordic_NFK_Cup_2016.pdf


Sport_NFK_Cup_2016.pdf