• 11. december 2017

Indhold

Jysk Mesterskab 2017

Jysk Mesterskab var 2017's sidste stævne, og blev afholdt i weekenden den 9. og 10. september 2017 i Brønderslev Modelflyveklub nord for Ålborg. Der var tilmeldt 7 piloter i FAI og Nordic, men da der samtidig blev afholdt IMAC stævne i klasserne Basic, Sportsman og Intermediate, endte det med, at der i alt var tilmeldt 14 piloter til JM denne gang.

Vi har tidligere besøgt Brønderslev Modelflyveklub, og både deres bane og faciliteterne er rigtig fine. Der er en stor og fin asfaltbane samt et næsten nyt klubhus med el, vand, toilet og bad. Meget fornemme faciliteter.

De fleste ankom fredag eftermiddag i regnvejr, og da det også havde givet meget regn i løbet af ugen op til stævnet stod der en del vand i camping området, hvilket gav lidt udfordringer, når campingvognene skulle manøvreres på plads.

Natten til lørdag gav det yderligere regn, men lørdag morgen klarede det op, og stævnet kunne sættes i gang i lettere overskyet vejr med en svag brise direkte ned ad banen. Idet asfaltbanen ligger Nord-Syd, og man dermed står og kigger direkte mod øst, gav solen dog nogle udfordringer, så når vejret blev for klart var vi nødt til at holde nogle pauser, indtil solen endelig var ude af sektoren over middag. Næste gang skal vi have en solskærm med, så det er muligt at flyve på trods af solen.

Idet vi ikke var så mange deltagere, havde vi planlagt, at vi ville forsøge at flyve 3 runder om lørdagen, og så den sidste om søndagen. Men på grund af det gode vejr og det relativt lille antal piloter, lykkedes det at flyve færdig om lørdagen. Så kunne IMAC drengene få banen for sig selv om søndagen.

Lørdag aften blev der traditionen tro afholdt hyggelig fællesspisning i klubhuset, hvor der var god plads til alle. Det var en rigtig fin aften med masser af god mad og en rigtig god positiv stemning.

Søndag morgen ved 10 tiden blev der afholdt præmieoverrækkelse i F3A klasserne, hvor de nye jyske mestre kunne kåres (se resultater længere nede). Herefter blev der pakket sammen og folk begyndte så småt turen hjemad.

Der skal lyde en stor tak til Brønderslev Modelflyveklub samt klubbens repræsentanter for at afholde et rigtigt fint stævne med gode faciliteter. Vi håber på at vi må komme igen ved en senere lejlighed.

På vegne af styringsgruppen,
Morten Laugesen


Resultater:

FAI_JM_2017.pdf
Nordic_JM_2017.pdf