• 12. november 2018

Information om F5J

Historien bag F5J

Lige siden vi begyndte at flyve med el-svævere har der været konkurreret i forskellige varianter af termikflyvning/varighed. Tilbage i 90'erne fløj man i Danmark en konkurrenceform hvor flyvetiden var sat til 15 minutter og flyvningen skulle afsluttes med en mærkelanding. Afhængig af motor/batteri setup og den samlede motortid fik man et fradrag i pointene som var fløjet "hjem".

Senere (00'erne) blev den mest populære klasse LMR (Limited Motor Run/begrænset motortid), hvor man havde begrænset motortid til rådighed. Men med den hastige udvikling af batteri/motor-teknologien blev det hurtigt "for nemt", da man selv med relativ kort motortid kunne opnå tilstrækkelig højde til nemt at kunne flyve tiden ud (selv uden at ramme termik!). 

I USA og Østeuropa begyndte man omkring 2008 at flyve en klasse der hedder ALES (Altitude Limited Electric Soaring). Her blev starthøjden begrænset til f.eks. 150m via loggere i flyene. De første modeller inspireret af F3J flyene begyndte at dukke op og på diverse fora blev der også snakket om at indføre en egentlig FAI klasse - en slags "F3J på EL" og i 2011 blev det første F5J regelsæt præsenteret. 

 

F5J regelsættet

En F5J flyvning belønnes på 3 punkter: Starten, termikflyvningen og landingen. 

De to sidste elementer er (næsten) identiske med en F3J flyvning, hvorimod starten er den del af flyvningen som gør F5J til en meget interessant konkurrence klasse. 

Starten

I en F5J model skal der være en logger som sikrer at motoren maksimalt kan køre 30 sekunder, og kun kan startes én gang pr. flyvning. Loggeren registrerer automatisk den største højde fra motoren blev startet til 10 sekunder efter motoren blev slukket og denne højde bruges i pointberegningen. Hver meter op til 200 meter giver et fradrag i den samlede score på 0.5 point, mens højder over 200 meter giver et fradrag på 3 point(!). Da vi Danmark som bekendt har en maks. flyvehøjde på 100m (med mindre man har indhentet tilladelse) er vi nødt til at begrænse denne højde.

Eksempel på 2 piloter der flyver præcis samme tid og begge lander perfekt:

 

Pilot 1 - Starthøjde 122m: 122 x 0.5 = 61 point i fradrag

Pilot 2 - Starthøjde 210m: 200 x 0.5 + 10x3 = 130 point i fradrag. 

 

Så det er en kæmpe fordel at starte så lavt som muligt og for alt i verden undgå at komme over 200m(eller hvad der defineres lokalt under hensyntagen til lokale regler) - men på den anden side skal man jo også være sikker på at kunne fange termikken…. hvem sagde det skulle være nemt?

 

 

Flyvefasen

Flyvefasen er (næsten) identisk med F3J flyvningen: Find termikken og bliv hængende så længe som muligt indtil "vinduet" lukker 10 minutter efter startsignalet lød. Hvert sekund giver 1 point og tiden starter i det øjeblik flyet bliver kastet. Lander man ikke indenfor de 10 minutter får man ingen point for landingen og går der mere end 11 minutter gives der nul point for hele flyvningen.

 

Landingen

Der kan scores op til 50 bonus point hvis man udfører en perfekt landing. For hver meter man er væk fra mærket mister man 5 point.

 

Samlet score

Den samlede score for en F5J flyvning udregnes derfor på følgende måde:

 

  • Et point pr. sekunds flyvetid
  • Landings point (opnås kun hvis man lander indenfor de 10 minutter)
  • Fradrag for starthøjden

 

Den pilot i runden der opnår den højeste score får 1000 point og resten af piloterne får beregnet deres score forholdsmæssigt ud fra vinderens score.

Hvilke fly/udstyr kan bruges ?

Det der gør F5J interessant som konkurrenceklasse at der ikke stilles de samme krav til materiellet som i søsterklassen F3J. En F3J model skal kunne modstå voldsomme belastninger i starten og der flyves derfor kun med rene kulfibermodeller som er temmelig kostbare. Udover at der er "sparet" på materiellet er der også sparet på organisationen da starten klares helt uden hjælp fra andre (ingen løbestart eller startspil), hvilket betyder at afviklingen af en konkurrence bliver nemmere. Og man kan tage på flyvepladsen og træne lidt for sig selv uden at bruge flere timer på det, og er man et par stykker samlet på pladsen kan man meget nemt flyve en runde eller to. 

Den rene vare - F5J

Den officielle FAI klasse har ingen begrænsninger på motor/batteri og kan derfor flyves med alle slags el-svævere der overholder følgende krav:

 

  • Max spændvidde: 4m
  • Max vægt: 5kg
  • Max overflade: 150dm2
  • Planbelastning: 12 til 75g/dm2
  • Batteri: Ingen krav
  • Motor: Ingen krav

 

Hyggeklassen - F5J-400/Outrunner

For at give "hobbypiloter" mulighed for at flyve på lige vilkår uden at skulle investere i dyre F5J modeller (ja de findes skam også!!!), så er der lavet en klasse hvor der er begrænsninger på motor-setuppet:

 

  • Type 1:
    • Standard 400 motor uden stator ring
    • Ingen gear
    • 8 celler NiCD/NiMH eller 2xLIPO
    • Minimumsvægt: 500g
  • Type 2:
    • Outrunner 28x26mm / 22x9mm stator ring
    • Ingen gear
    • 2xLIPO
    • Mindste propel diameter 250mm / 10"
    • Minimumsvægt: 500g

 

Hvorvidt vi kommer til at flyve 1 eller 2 klasser må vi afgøre når vi kender opbakningen til F5J.

 

Logger

Der skal være en logger i flyet, hvis formål er:

  • At sikre at motoren kun kan starte én gang under hver flyvning
  • At afbryde strømmen til motoren efter 30 sekunder
  • At registrere den største højde fra motorstart til 10 sekunder efter motorstop.

 

Der findes et par producenter af loggere, men min anbefaling er at købe en "Altis V4" logger til omkring 450kr - den kan det hele og bruges af rigtig mange.

En typisk konkurrence dag

Det vigtigste er at vi skal have det sjovt og blive bedre svæveflyvepiloter, så derfor vil alle konkurrencer foregå i en afslappet atmosfære, hvor vi alle skal lære og hjælpe hinanden (både arrangører og piloter!). 

En typisk konkurrencedag kunne komme til at se således ud:

 

Kl. 9-10: Check ind

Kl. 10: Briefing

Kl. 10.30: Første runde starter

Kl. 13:00-13:30: Fælles frokost

Kl. 16.00: Flyoffs starter

Kl. 18.00: Slut

 

Når man ikke flyver hjælper man til med det praktiske: Tidtagning, opmåling af landinger og aflæsning af loggere mv.

 

Mød op - vi har loggere til udlån

Vi håber at du er frisk på at møde op med din el-svæver og mangler du en logger, så har vi indkøbt loggere som kan lånes.

 

Vel mødt!!